
165.000 personer har fået stjålet persondata i forbindelse med et hackerangreb mod it-virksomheden KOMiT. Det oplyser virksomhedens direktør, Anders Banke, til DR. KOMiT leverer it-løsninger til friskoler, efterskoler, højskoler og frie menigheder.
Det er oplysninger som navn, adresse og mailadresse, der er blevet stjålet. For 110.000 personer gælder det også deres CPR-nummer.
- Jeg er rigtig ked af den situation, og jeg tager det fulde ansvar for, at det er sket. Det er især dem, der er berørt af det, mine tanker går til, siger Anders Banke til DR.
Sagen er både meldt til politiet og Datatilsynet, oplyser KOMiT, som ikke ønsker at forklare, hvordan personen eller personerne bag angrebet fik adgang til dataene. Hullet er ved at blive lukket, siger Anders Banke.
KOMiT er et andelsselskab. Det betyder, at brugeren - for eksempel en højskole - også er en del af ejerkredsen. Blandt andet bruger Aalborg Sportshøjskole, Roskilde Festival Højskole og Odense Valgmenighed software fra KOMiT.
Hackerangrebet skete den 11. august, og flere systemer blev berørt, da en eller flere personer hackede sig ind i it-virksomhedens systemer. Det gælder blandt andet software, der bruges i forbindelse med karaktergivning, indmeldelse på skoler og udsendelse af mails. Det skriver virksomheden den 20. august i et brev, der er sendt til eksempelvis forældre til elever på de skoler, der bruger systemer fra KOMiT. Brevet er også lagt op på virksomhedens hjemmeside.
- En formodet gerningsperson har tiltvunget sig adgang til en server for at kopiere og stjæle personoplysninger.
- Der er på nuværende tidspunkt ikke konstateret spredning af de stjålne data til tredjepart. Den formodede gerningsperson har øjensynlig ikke intentioner om at sælge eller dele informationerne, men derimod at sætte fokus på eventuelle sikkerhedshuller i de nævnte systemer, skriver KOMiT i brevet.
Virksomheden tilføjer, at det ikke kan udelukkes, at gerningspersonen på et senere tidspunkt vælger at sælge eller dele informationerne med andre.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.