dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Ringsted vil hente affald fra kl. 5 og spare 20-25 pct.
Det er billigere at få hentet husholdningsaffald, hvis det kan gøres i toholdsdrift, men det kan genere borgerne at begynde for tidligt om morgenen.
Foto: Morten Lau-Nielsen, Ritzau Scanpix

Ringsted vil hente affald fra kl. 5 og spare 20-25 pct.

Besparelsen ved at indsamle affald i toholdsdrift opvejer støjgener for borgerne, vurderer politikere. Enkelte andre kommuner starter lige så tidligt.
2. DEC 2021 13.40

RINGSTED: Fra oktober 2023 kan nogle borgere i Ringsted forvente at blive vækket ved lyden af skraldebiler fra kl. 5 om morgenen.

Klima- og miljøudvalget har nemlig besluttet, at det skal være muligt at indsamle husholdningsaffald i tidsrummet kl. 5-19, når affaldsindsamlingen snart sendes i udbud, fordi den nuværende kontrakt med Remondis udløber med udgangen af september 2023. Det fremgår af mødereferatet.

Dialogmøder med fem potentielle bydere på opgaven har vist, at det bør kunne give en besparelse på 20-25 pct., hvis man udvider tidsrummet til kl. 5-19, fordi det vil gøre det muligt for vognmanden at køre med toholdsdrift. I dag hedder tidsrummet 6 til 17, og skraldebilerne kører typisk i enholdsdrift fra tidlig morgen til kl. 13.

Forvaltningen gør i sin indstilling opmærksom på, at et forlænget tidsrum vil kunne genere borgerne med støj især tidligt om morgenen, og at det også kan give flere hindringer på adgangsvejen, når skraldemanden skal ind hos borgerne, efter at de er kommet hjem fra arbejde. Derfor indstillede forvaltningen at fortsætte som i dag med kl. 6-17, dog fra kl. 5 på de store indfaldsveje.

Politikerne i udvalget ønskede dog at udvide tidsrummet.

- Der er forholdsvis mange penge at spare. Den mulighed vil vi gerne kigge på, siger formand for klima- og miljøudvalget Torben Lollike (R) til sn.dk.

- Vi er opmærksomme på, at der er erfaringer fra andre kommuner med mange klager over de ekstra støjgener med bakkende lastbiler rundt i boligområdet. Vi skal afveje, om den billigere pris kan tænkes at opveje den gene, der vil være ved det, tilføjer han og understreger, at der kun bliver tale om en morgen hveranden uge.

Få andre begynder tidligt

Et kig i en række kommuners regulativer for husholdningsaffald viser, at Gribskov, Slagelse, Faxe, Kerteminde og Guldborgsund allerede tillader indsamling fra kl. 5.

En lang række øvrige kommuner indsamler først fra kl. 6. Det gælder fx Aalborg, Aarhus, Vejle, Horsens, Kolding, Sorø, Faaborg-Midtfyn, Rudersdal, Fredensborg, Odder, Allerød, Aabenraa, Silkeborg, Gladsaxe, Glostrup, Furesø, Ringkøbing-Skjern, Nyborg, Svendborg, Egedal, Hillerød, Frederikshavn, Haderslev, Morsø, Langeland og Halsnæs.

I færre kommuner risikerer borgerne først at blive vækket af en skraldebil kl. 7. Det gælder fx Odense, Herlev, Sønderborg, Lyngby-Taarbæk, Viborg, Struer og Ærø. 

Københavnsk nej til kl. 5

Sidste år havde Borgerrepræsentationen i København samme diskussion, da man besluttede at hjemtage affaldsindsamlingen gradvist fra januar 2022 i takt med, at nuværende aftaler med private vognmænd udløber.

Affaldsindsamlingen blev overdraget til ARC, som foreslog at udvide tidsrummet fra kl. 7-18 til kl. 5-20. Også her var argumentet, at det giver mulighed for toholdsdrift med en arbejdsdag på 7,4 timer, hvor skraldemændene nu er på akkord og typisk arbejder færre timer, men i et opskruet tempo.

En rapport om skraldemænds arbejdsmiljø viste for et år siden, at de typisk arbejder cirka 24 timer om ugen, men at det giver store problemer med nedslidning.

I København var flere politikere betænkelige ved at forstyrre borgernes nattesøvn så tidligt, og det endte med, at tidsrummet i stedet rykkes til kl. 6-21. Desuden må der kl. 6-7 kun indsamles affald på særlige gader, hvor støj ikke forventes at genere borgerne. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.