Ni virksomheder har fået plads på Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI)’s nye fællesoffentlige aftale 50.07 Kommunikationsprodukter. Aftalen giver den offentlige sektor adgang til et bredere og mere tidssvarende udvalg af produkter til telefoni, netværk og videokonferencer samt lavere priser og skærpede krav til både sikkerhed og miljø. Det oplyser SKI i en pressemeddelelse.
Aftalen består af to delaftaler. På delaftale 1 om unified communications- og telefoniprodukter er følgende leverandører tildelt: Atea A/S, AV Center A/S, Best-AV A/S, Comm2ig A/S og Globe Systems - Jansson. På delaftale 2 om netværksprodukter er det Atea A/S, Conscia Danmark A/S, Danoffice IT ApS, Nuuday A/S - TDC Erhverv og Wingmen Solutions A/S, der har fået plads.
- Vi har haft et stærkt fokus på at sikre, at sortimentet er både relevant og tidssvarende. Samtidig har vi skærpet de grønne krav, blandt andet til emballage og levering, og monitorer og projektorer tildeles nu ud fra totalomkostninger, hvor strømforbrug regnes med, siger Katrine Pape Huldahl, der er udbuds- og ESG-direktør i SKI.
Ifølge SKI er aftalen resultatet af et tæt samarbejde med brugerne og bygger videre på erfaringerne fra den tidligere aftale. Sortimentet er blevet udvidet med produkter som videobars og firewalls, som har været efterspugt, mens varer, der typisk indgår i større løsningskøb, er fjernet.
Priser under markedsniveau
Konkurrencen om pladserne har været tæt, og SKI har fået ekstern bistand til at benchmarke priserne på centrale produkter mod markedsniveauet.
- Vi kan se, at vi har opnået attraktive priser væsentligt under markedsniveau, særligt på produktkategorier som IP-telefoner, skærme, videobars, headsets og netværksudstyr, siger Katrine Pape Huldahl, og fortsætter:
- Alt i alt vurderer vi, at den nye aftale er attraktiv for de tilsluttede organisationer. Med ni virksomheder har vi opnået en bredere sammensætning af konkurrencedygtige leverandører end på den tidligere aftale, og vi er endt ud med priser, der ligger godt under markedsniveau.
Aftalen kan anvendes af 87 kommuner, tre regioner, seks øvrige offentlige organisationer samt staten, der automatisk er tilsluttet gennem Statens Indkøbsprogram. Ifølge SKI giver aftalen de offentlige organisationer mulighed for at vælge mellem direkte tildeling eller miniudbud alt efter behov og indkøbsstørrelse.
Sikkerhed spiller samtidig en større rolle end tidligere. I lyset af NIS2-direktivet har SKI indført en flerproducentstrategi, så indkøbere kan vælge mellem flere producenter, og der er udarbejdet et særligt sikkerhedsbilag i samarbejde med Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK).
- Aftalen indeholder produkter, der indgår i den offentlige sektors kritiske infrastruktur og har derfor stor sikkerhedsmæssig betydning. Det har været vigtigt for os at sikre et bredt udvalg af producenter, så brugerne kan vælge ud fra deres saglige behov, siger Katrine Pape Huldahl.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











