
Danmark skal de kommende årtier mangedoble både elproduktion og elforbrug for at understøtte den grønne omstilling. Men udbygningen af eltransmissionsnettet er udfordret af lange sagsbehandlingstider, leveranceforsinkelser og stigende priser. Det oplyser Energinet i en pressemeddelelse.
Antallet af store elforbrugere og producenter, der søger tilslutning til nettet, er steget markant, og det samme er antallet af anlægsprojekter, som Energinet står for. Fra 2020 til 2024 er projekterne vokset fra 64 til næsten 200. Det har lagt pres på hele værdikæden – fra miljøgodkendelser til produktion og levering af komponenter. Organisationen har måttet opskalere markant på kort tid.
"De store stigninger har betydet, at alle led i den værdikæde, der skal godkende projekter og forstærke højspændingsnettet, er presset. Bl.a. er sagsbehandlingstiderne på miljøgodkendelser steget markant," lyder det i meddelelsen fra Energinet.
Tiltag sat i værk
Energinet har som modtræk fremrykket miljøansøgninger og begyndt at købe komponenter tidligere i projekternes forløb for at mindske sårbarheden overfor lange leveringstider. Samtidig er der etableret initiativer som midlertidige tilslutninger, hurtigere myndighedsbehandling og et Netkundecenter, som skal lette processerne.
Efter at Den Nationale Energikrisestab, NEKST, sidste år lancerede anbefalinger til at fremskynde udbygningen af elnettet, har et flertal i Folketinget besluttet at omsætte flere af anbefalingerne til konkrete regler. Blandt andet er tre af Energinets anlægsprojekter blevet udpeget som såkaldte “fremskyndelsesområder”, hvilket betyder, at der kan skæres flere år af gennemførelsen.
- Der er sat mange ting i gang for at kunne udbygge elnettet hurtigere – nogle virker her og nu, andre ser vi først effekten af i de kommende måneder og år. Og fordi opgaveporteføljen fortætter med at vokse, er der også hele tiden brug for at se på, hvad der kan gøres yderligere for at sætte hastigheden op, siger Søren Dupont Kristensen, der er driftsdirektør i Energinet.
Forsinkelser og fordyrelser
Alligevel viser en opgørelse fra første kvartal 2025, at 73 pct. af anlægsprojekterne er forsinkede i forhold til deres oprindelige tidsplan. 15 af projekterne er blevet forsinket med i gennemsnit 5,4 måneder. Samlet set er projekterne blevet 8,6 mia. kr. dyrere end forventet, svarende til en stigning på 13 pct.
- Med en portefølje på ca. 200 projekter, er det naturligt, at der er udsving. Men det er min klare forventning, at de bliver mindre, og vi får færre udsving med tiden, siger Søren Dupont Kristensen.
Energinet forventer, at udsvingene bliver mindre med tiden, men understreger, at tallene kun er et øjebliksbillede og ikke kan sammenlignes direkte med tidligere opgørelser over forsinkelser af 98 ud af 174 anlægsprojekter, som de seneste måneder har været omtalt i mange medier, og som endte med at klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard (M) var i samråd og fik erklæret mistillid fra oppositionen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.