For et år siden valgte Aalborg Forsyning at fyre sin direktør igennem 11 år Søren Gais Kjeldsen med øjeblikkelig virkning, da bestyrelsen ikke vurderede, at han var den rette til at stå for den videre udvikling. Siden da har Jesper Høstgaard-Jensen været konstitueret direktør.
Nu kan Jesper Høstgaard-Jensen fjerne "konstitueret" fra sin titel, for nu er han udnævnt til permanent adm. direktør i Aalborg Forsyning efter det seneste år at have været konstitueret i stillingen. Det oplyser forsyningsselskabet i en pressemeddelelse.
Jesper Høstgaard-Jensen får dermed ansvaret for at stå i spidsen for det kommunalt ejede multiforsyningsselskab med over 500 medarbejdere, der leverer varme, gas, køling og vand samt håndterer regn- og spildevand. Der var 66 ansøgere til stillingen, og udvælgelsen er sket efter en rekrutteringsproces gennemført i samarbejde med et eksternt rekrutteringsfirma.
- Vi har haft et stort og kompetent ansøgerfelt, hvilket understreger, at Aalborg Forsyning er en attraktiv virksomhed. Efter en grundig proces er bestyrelsen ikke i tvivl om, at Jesper er det rigtige valg til at fortsætte den positive udvikling i Aalborg Forsyning, siger Lasse Olsen, der er bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning.
Jesper Høstgaard-Jensen er uddannet civilingeniør i kemi fra DTU og har desuden studeret ledelse i blandt andet Gøteborg, Singapore og København. Han har været ansat i Aalborg Forsyning i ti år, først som vicedirektør og siden som teknisk direktør. Tidligere har han været produktionsdirektør i Aalborg Portland.
- Jeg er både glad for og stolt over den tillid, som bestyrelsen har vist mig. Aalborg Forsyning er en stærk virksomhed med dygtige medarbejdere, der har ansvaret for en lang række samfundsvigtige forsyningsopgaver, som har stor betydning for vores kunders hverdag, siger Jesper Høstgaard-Jensen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













