DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Foto: Brian Rasmussen, Ritzau Scanpix

Aarhus i ny strategi efter ulovlig erhvervsudlejning på Dokk1

Kommunen drøfter nu planer om selv at bruge de omstridte kontorlokaler - fra 2027 og 2033

AARHUS: Frem for som varslet og vedtaget i budgetforliget for 2018 at ville sælge de lokaler i multimediehuset Dokk1, der i dag lejes ud til private firmaer, foreslår borgmesterens afdeling nu byrådet, at kommunen selv overtager lokalerne, når de nuværende lejekontrakter udløber i 2027 og 2033, oplyser Århus Stiftstidende.

Genvordighederne stammer tilbage fra september 2015, hvor Statsforvaltningen gav Aarhus ret til at opføre 10.000 'overskydende' kvadratmeter til udlejning. Men det daværende Social- og Indenrigsministerium nåede frem til den modsatte afgørelse:

Lokalerne skulle enten bruges til kommunale formål eller sælges fra, men i oktober samme år lød det, at ministeriet gik med til, at udlejningen kunne fortsætte 'indtil videre'.

1. januar 2017 indgik kommunen lejekontrakter med to firmaer DLA Piper og Trifork om i alt 6.500 kvadratmeter på henholdsvis 15 og 10 års lejemål, og i  september 2017 meddelte kommunen ministeriet, at man nu indledte arbejdet med at sælge en del af Dokk1 som ejerlejlighed.

Stiftstidende beskriver den seneste udvikling i sagen på den måde, at ministeriet i marts i år har krævet svar fra kommunen om, hvor mange kvadratmeter, der lejes ud privat, og hvor mange kommunen selv anvender. Og et klart svar om, hvad planerne er med et salg.

Ifølge det nye forslag fra borgmesterens afdeling vil kommunen øge antallet af kommunale medarbejdere på Dokk1 med 270 ansatte - fra nuværende cirka 350 til 620.

Avisen citerer chefkonsulent Hanna Ege fra Forvaltningsjura i Økonomi- og Indenrigsministeriet for, at ministeriet hverken i denne eller andre tidligere sager har taget stilling til, hvor længe en kommune må leje lokaler ud til private firmaer. Og borgmesterens afdeling vil i første omgang søge afklaring gennem dialog med ministeriet - i anden omgang lade domstolene afgøre sagen.