Aarhus nedsætter taskforce for at undgå sprængte byggebudgetter

Senere års problemer med at holde byggebudgetter får Aarhus Kommune til at nedsætte taskforce, som skal understøtte, at budgetterne overholdes.
30. MAR 2026 11.30

AARHUS: En taskforce bestående af direktør og forvaltningschef i Aarhus Kommunes Teknik og Miljø samt ekstern uvildig bistand skal gennemgå kommunens igangværende byggeanlægsprojekter for at nedbringe antallet af fordyrede byggeprojekter. Det har Magistraten besluttet.

For mange byggerier sprænger nemlig budgetterne eller er i risiko for at gøre det.

Det viser en indledende kortlægning af alle igangværende anlægsprojekter på ejendomsområdet foretaget af Teknik og Miljø viser. Og det er ikke nogen ny problemstilling.

Forældede tildelingsmodeller

I indstillingen til Magistraten fremgår det, at der gennem en længere årrække er givet et større antal tilllægsbevillinger til byggeprojekter.

En af forklaringerne er, at de tildelingsmodeller, der ligger bag finansieringen af kommunens byggeprojekter, udfordres af stigende anlægspriser og forældede og ufleksible modeller og rammebeløb.

Blandt andet er der kommet væsentligt flere krav til offentlige bygninger, siden tildelingsmodellerne blev udarbejdet i 2016-2018 – f.eks. i forhold til klima og energi, lyder det.

Må stoppes eller genprojekteres

Otte af de igangværende økonomisk udfordrede projekter kræver en tillægsbevilling på mere end 10 pct., hvilket formentlig vil betyde, at projekter må stoppes eller genprojekteres. Det angår især projekter vedr. Børn og Unge.

For nylig har kommunen indgået et forlig på 32,2 mio. kr. med entreprenøren CC Contractor for at sikre, at en ny skole, der oprindeligt skulle stå færdig i 2022, kan blive klar til at tage imod elever efter sommerferien. 

Derudover er en række projekter i risiko for at overskride budgetterne med under 10 pct. De forventes at blive tilpasset, så overskridelserne kan undgås. 

Den nye taskforce skal månedligt følge op på igangværende projekters økonomi med henblik på at nedbringe antallet af risikoprojekter og i det hele taget understøtte, at de overholder budgetterne. Taskforcen afrapporterer til Magistraten inden sommer 2026.

sfe

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/aarhus-nedsaetter-taskforce-for-at-undgaa-spraengte-byggebudgetter

GDPR