
AARHUS: Aarhus skal have et nyt fodboldstadion og hele området omkring stadion skal nytænkes. Den målsætning har ligget fast i et stykke tid, og nu begynder planerne at træde ind i en ny fase.
Således indbyder Aarhus Kommune nu interesserede danske og udenlandske teams til at byde på at deltage i en projektkonkurrence om et nyt fodboldstadion.
Kommunen inviterer ligeledes interesserede teams til at byde ind på at deltage i et parallelopdrag om at udarbejde et forslag til en samlet udviklingsplan for hele Kongelunden, lyder det i en pressemeddelelse fra projektgruppen bag byudviklingsprojektet Kongelunden.
- Visionen for Kongelunden er både ambitiøs og afgørende for den fremtidige udvikling af Aarhus, så vi satser stærkt på at kunne tiltrække både meget visionære og fagligt stærke teams fra ind- og udland til at byde på deltagelse i de to konkurrencer, siger Alvaro Arriagada, der er konstitueret projektdirektør for Kongelunden. Af samme årsag bliver konkurrencesproget engelsk på stadionprojektet, da det er forventningen, at særligt konkurrencen om at tegne et nyt fodboldstadion vil tiltrække international interesse.
Prækvalificering og rammeaftaler i spil
For udbuddet omkring opførelsen af et nyt stadion ønsker Aarhus Kommune at finde en gennemgående totalrådgiver. Totalrådgiveren får til opgave at projektere alle arkitekt- og ingeniørdiscipliner i forbindelse med det nye stadion. Fristen for at søge om at blive prækvalificeret til konkurrencen om nyt stadion i Aarhus er den 29. november 2021.
Til konkurrencen om en udviklingsplan er det håbet, at teams med stærke tværfaglige kompetencer inden for eksempelvis byudvikling, arkitektur og landskabsbearbejdning byder ind.
Derfor bliver opgaven med at udarbejde en udviklingsplan for Kongelunden udbudt som tre parallelle rammeaftaler, der hver indeholder en forpligtelse til i en parallelopdragsproces at udarbejde et forslag til udviklingsplan for Kongelunden. Fristen for at byde på udbuddet af rammeaftaler er ligeledes sat til 29. november.
Vision Kongelunden er styret af en politisk styregruppe med deltagelse af de to store bidragsydere, Salling Fondene og Lind Invest, og Aarhus Kommune. Den politiske styregruppe udvælger forventeligt 5-6 teams, der prækvalificeres til at deltage i projektkonkurrencen om et nyt stadion, og forventeligt tre teams, der skal deltage i det parallelle opdrag om udarbejdelse af forslag til en udviklingsplan for Kongelunden.
Det nye stadion i Aarhus forventes at stå klar i 2026.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.