Det offentlige selskab By & Havn har haft en samlet entreprise for et anlæg med i alt fem tilslutningspunkter i udbud - to tilslutninger på Langelinie og tre på krydstogtterminalen på Oceankaj i Ydre Nordhavn.
Landstrømsanlæg til krydstogtskibe i Københavns Havn etableres i et samarbejde mellem Københavns Kommune, By & Havn og Copenhagen Malmø Port (CMP), hvor By & Havn er bygherre på anlægget og står derfor for udbuddet.
Der er kommet to tilbud, som begge overstiger budgettet med mere end 100 pct. Derfor har By & Havn meddelt de to bydere, at udbuddet annulleres. Den højere pris skyldes bl.a. den generelle prisudvikling og kompleksiteten af udbuddet, oplyser By & Havn i en pressemeddelelse.
Havnebygmester og anlægschef i By & Havn, Hans Vasehus, fortæller, at By & Havn sammen med partnerne CMP og Københavns Kommune er enige om, at der skal gennemføres et nyt udbud.
- Det er ærgerligt, når et udbud skal gå om, men i dette tilfælde er tilbuddene meget langt fra det forventede, og der er derfor behov for, at vi kigger tingene igennem igen, så vi kan sikre et bedre tilbud og en bedre løsning, siger han.
Københavns Kommune, By & Havn og CMP er nu gået i dialog om, hvordan det kommende udbud kan laves, så man kan komme i gang med anlægsarbejdet og forsyningen af landstrøm til krydstogtsskibe, der anløber København. Det vides endnu ikke, om den aktuelle annullering af udbuddet kommer til at påvirke udrulningen af landstrøm tidsmæssigt.
By & Havn vil afsøge alle muligheder for, at etableringen fortsat kan ske inden for den forventende tidsramme, der er inden udgangen af 2024, oplyser selskabet.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.