
Antallet af grønne dagsinstitutioner vokser: "Vi er forpligtet til at tage stilling"
Antallet af svanemærkede daginstitutioner er de seneste år vokset markant rundt i landets kommuner. I 2023 var der 14 svanemærkede daginstitutioner, men i dag er antallet steget til 21 - og yderligere fire er under opførelse.
Særligt markerer Gladsaxe sig på listen med hele syv svanemærkede daginstitutioner og tre undervejs - og det er der flere gode grunde til. I hvert fald hvis man spørger arkitekt Jan René Rasmussen, Bæredygtigheds- og Teamleder i kommunen.
- Det har god politisk salgbarhed og en folkelig appel. Hvis jeg var borgmester, ville jeg gerne gribe den bold. Der er da ikke noget mere dødsygt end at høre om dårligt indeklima på kommunale arbejdspladser, griner han og forklarer, hvordan det måske kan forklare, hvorfor det også er blevet politisk vedtaget, at alle daginstitutioner, der bygges i kommunen, skal være svanemærkede.
- Svanemærkningen er bare et grundvilkår, hvortil vi eventuelt kan tilføje yderligere bæredygtige tiltag i byggeriet og betyder også, at vi har daginstitutioner af ganske høj kvalitet, fastslår Jan René Rasmussen overfor DK Nyt.
Kendetegn ved svanemærket byggeri
- Lavt energiforbrug
- Godt indeklima
- Skrappe kemikaliekrav
- Strenge krav til certificeret træ
- Høj byggeteknisk kvalitet via kontrol af en uvildig tredjepart
- God mulighed for genbrug og genanvendelse af bygningsdele
Kilde: Miljømærkning Danmark
Flere fordele
Den nye udvikling har gjort indtryk i Miljømærkning Danmark, hvor certificeringschef med ansvar for byggeri i Miljømærkning Danmark, Frederik Gudi Sommer-Gleerup, glæder sig over kommunernes store interesse for at opføre svanemærkede daginstitutioner:
- En svanemærket daginstitution er et bedre valg for både miljø og klima - og ikke mindst for de børn og medarbejdere, der har deres daglige gang i bygningen, siger han og fortsætter:
- Derfor er det rigtig godt, at flere og flere kommuner har fået øjnene op for de mange fordele, der er ved svanemærkede daginstitutioner, herunder høj kvalitet, lavt energiforbrug og godt indeklima.
Adspurgt til betydning for driften og hverdagen i Gladsaxe institutionerne svarer Jan René Rasmussen, at kommunen endnu ikke har målt på effekterne ud over de lavere driftsomkostninger.
- Men vi oplever, at der ikke er de samme indeklimaudfordringer med mere ilt i luften og en bedre akustik, siger han.
Mere energieffektive
En ny rapport viser, at svanemærkede daginstitutioner i gennemsnit er væsentlig mere energieffektive end andre daginstitutioner. Mere præcist bruger de i gennemsnit kun 67 pct. af den energiramme, der er fastsat ved lov, mens offentlige institutioner generelt til sammenligning bruger 86,3 pct.
- Offentlige indkøb har en stor betydning for den grønne omstilling. Når staten, kommuner og regioner vælger svanemærkede produkter, bidrager vi til at reducere miljø- og klimabelastningen. Svanemærket stiller skrappe krav til alt fra kemikalier til CO2-udledning og er et effektivt redskab til at sikre mere bæredygtige indkøb, siger miljøminister Magnus Heunicke i forlængelse af rapporten.
I Gladsaxe deler Jan René Rasmussen samme holdning:
- Som offentlig bygherre er vi forpligtet til at tage stilling og skubbe på den grønne omstilling - også selvom det til tider stiller større krav til processen.
Hvordan vejer I de økonomiske overvejelser op imod de klimamæssige gevinster ved at bygge svanemærket?
- Det er klart, at det er dyrere, da certificeringen stiller krav til materialer, dokumentation af renheden og meget andet. Men vi har utrolig høje ambitioner for den grønne omstilling og vil gerne prioritere midler til at kommunens børn og unge har deres hverdag i et byggeri, vi kan være stolte af, siger han.
Svanemærkede daginstitutioner og daginstitutioner under opførelse
Færdigbyggede daginstitutioner:
- Daginstitution Maglemosen, Rudersdal Kommune
- Børnehuset Nordlys, Køge Kommune
- Søruphus Skovbørnehave, Guldborgsund Kommune
- Børnehuset Elverdammen, Gladsaxe Kommune
- Børnehuset Grønnegården, Gladsaxe Kommune
- Børnehuset Regnskoven, Gladsaxe Kommune
- Børnehuset Svanen, Gladsaxe Kommune
- Børnehuset Egedammen, Gladsaxe Kommune
- Olympen, Gladsaxe Kommune
- Sangfuglens Børnehus, Lolland Kommune
- Ejby Børnehus, Lejre Kommune
- Børnehuset Tumlehøjen, Sorø Kommune
- Børnehuset Rundageren, Høje Tåstrup Kommune
- Præstø Børnehus, Vordingborg Kommune
- Børnehuset Mælkevejen, Ringsted Kommune
- Børnehuset Brobæklunden, Odense Kommune
- Børnehuset Marielund, Odense Kommune
- Børnehaven Lynghoved, Skanderborg Kommune
- Børnehuset Vingesuset, Kolding Kommune
- Vuggestuen Ternevej, Horsens Kommune
- Spilophuset, Herning Kommune
Daginstitutioner under opførelse:
- Stenlængegård Daginstitution, Næstved Kommune
- Børnehuset Ny Torveparken, Gladsaxe Kommune
- Børnehuset Myretuen, Lejre Kommune
- Lund Børnehus, Horsens Kommune
Daginstitutioner, der har gennemgået en svanemærket renovering:
- Børnehuset Paletten, Gladsaxe Kommune
Kilde: Miljømærkning Danmark
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.