Transform, Pax Architects, Vega Landskab og Niras skal designe det kommende bibliotek, kultur- og hærvejshotspot i Rødekro, efter Aabenraa Kommune har afsluttet en budrunde med fire deltagere. Det oplyser kommunen i en meddelelse.
Kommunen kalder projektet for er et vigtigt skridt i udviklingen af Rødekro. Næste skridt i projektet omfatter nu en borgerinddragelsesfase, hvor rammerne for huset skal fastlægges i dialog med brugere og interessenter.
- Jeg er meget glad for, at vi nu har taget et stort skridt i arbejdet med at etablere et nyt samlingspunkt i Rødekro. Det bliver et hus, der summer af liv – for hele familien og alle generationer – og som rummer et bibliotek, der er meget mere end et sted for materialeudlån. At projektet er frisat fra de eksisterende regler og lovgivning giver os nogle unikke muligheder for at tænke nyt, og det potentiale glæder jeg mig til, at vi sammen med borgerne skal udforske. Huset får samtidig en helt særlig rolle, fordi det ligger så centralt på Hærvejen og bliver et naturligt knudepunkt, hvor historien om den historiske færdsels- og handelsrute kan formidles, siger Signe Bekker Dhiman (S), der er formand for Aabenraa Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg.
Hos vinderteamet glæder man sig til at komme i gang med projektet og til at være med til at forme det kommende bibliotek, kutlur- og hærvejshotspot i midten af Rødekro.
- Vores team glæder sig til at skabe et smukt, robust og folkeligt hjerte i Rødekro, der inviterer både byens borgere og gæster ind til hverdag og fest. Vores ambition er at bevare så meget som muligt, frem for at bygge nyt, så ressourceforbruget minimeres, og så arkitekturen udspringer af de muligheder, de eksisterende rammer tilbyder, siger Lars Bendrup og Mads Rudi Lassen, der er arkitekterne bag projektet.
Byggeriet, som skal genanvende den eksisterende bygningsmasse, fokuserer på bæredygtighed og fleksibilitet og er medfinansieret af Nordea-fonden med 15 mio. kr. samt af statens projekt Frie bymidter.
Byggeriet forventes at gå i gang i begyndelsen af 2027 og stå færdigt i foråret 2028.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.