dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Bavarian tager milliontab på fejlslagen statsstøttet coronavaccine

Bavarian Nordic nedskriver værdien af sin fejlslagne coronavaccine med 558 mio. kr.  

Medicinalvirksomheden Bavarian Nordic fik millionstøtte fra staten til at udvikle den såkaldte ABNCoV2-boostervaccine mod covid-19.

Men selv om vaccinen viste lovende forsøgsresultater, valgte selskabet i slutningen af august at droppe al videre udvikling af vaccinen, fordi det af kommercielle årsager ikke gav mening at kaste flere kræfter efter den.

Resultatet kan ses i regnskabet for tredje kvartal, hvor Bavarian Nordic har nedskrevet værdien af sin coronavaccine med hele 558 millioner kroner. Det betyder, at selskabet på trods af en pæn omsætningsfremgang på 37 pct. til 1,376 mia. kr. ender med et resultat før skat på 326 mio. kr. for perioden.

Mens Bavarian Nordic altså ikke havde det store held med sin coronavaccine, er der andre af selskabets vacciner, der klarer sig godt. Salget af abekoppevaccinen Jynneos, der også sælges under navnene Imvanex og Imvamune, er steget med 23 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år. Og i gruppen af rejsevacciner, der blandt andet omfatter rabiesvaccinen Rabipur, er salget øget med hele 55 pct..

Derudover har Bavarian Nordic en vaccine på vej mod infektion med chikungungya-virus, som der er store forventninger til, og som selskabet håber at kunne få på markedet i 2025.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.