
Meget er blevet sagt og skrevet om de konstant stigende medicinpriser, og i efteråret forklarede direktør for Danske Patienter, Morten Freil, til dknyt, hvordan foreningen havde udarbejdet en syvpunktsplan, der skulle sætte en prop i og samtidig begrave al snak om en prioriteringsinstitut, som man ser i eksempelvis England og Norge, hvor meget dyr medicin kan blive fravalgt, hvis virkningen ikke står mål med prisen.
Nu melder Danske Patienter sammen med foreningen Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) sig på banen med et helt konkret alternativ til et prioriteringsinstitut.
De to organisationer anbefaler politikerne, at der bliver etableret et nationalt behandlingsråd understøttet af et videnscenter. Et råd, der ser på, hvordan man effektivt og rationalt kan sikre den rette behandling af alle patienter ud fra lægefaglige vurderinger, patienternes præferencer og fornuftige investeringer i sundhedsvæsenet.
- Der er bedre måder at skrue behandlingerne sammen på, end det sker i dag, og der er også penge at spare. Man bør arbejde på bedre prisaftaler med medicinalindustrien, og så bør man arbejde med brugerinddragelse i langt højere grad end i dag, siger Danske Patienters formand, Lars Engberg.
Også måden, man i dag benytter medicin på, kan forbedres, mener formand for LVS, Henrik Ullum:
- I dag risikerer vi, at behandlinger bliver standard, selv om det kun er en begrænset gruppe af patienter, der har gavn af disse behandlinger. Vi skal blive bedre til at målrette behandlingerne de enkelte patienter, så kun de, der har gavn af en given behandling, får behandlingen tilbudt. Og er to behandlingsmetoder lige gode, skal vi selvfølgelig vælge at bruge den billigste som standard, siger han.
Minister på studietur til Norge
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har sammen med en række sundhedsordfører været på studietur i Norge for at lade sig inspirere af den måde, nordmændene holder medicinudgifterne i snor. Lars Engberg og Henrik Ullum behøver dog ikke frygte, at Danmark derfor er på vej mod et prioriteringsinstitut.
- Jeg har ikke tænkt mig at indføre en model, som bryder det grundlæggende princip, at patienter i det danske sundhedsvæsen har lige adgang til behandling af høj kvalitet, oplyser Sophie Løhde til Altinget og forklarer om hensigten med studieturen:
- Medicinudgifterne er en udfordring, vi bliver nødt til at forholde os til og finde løsninger på, og vi skal lade os inspirere af, hvad andre lande har gjort sig af konkrete erfaringer på medicinområdet. Det er også derfor, vi har sat gang i et analysearbejde, som blandt andet skal gøre os klogere på, hvordan man i eksempelvis Norge forsøger at dæmpe udgifterne til medicin.
Se det samlede udspil fra Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber her:
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.