
Det vækker glæde hos brancheorganisationen ITD, at PostNord skal sende 490 mio. kr. statsstøtte, der ikke lever op til EU-reglerne, retur.
Det var organisationen, der repræsenterer dansk vejgodstransport, som tilbage i 2017 klagede over, at Danmark og Sverige skød penge i selskabet. Der blev dog klaget over støtte i nærheden af tre mia. kr. Og at der ikke skal betales mere retur, får nu ITD til at overveje at anke afgørelsen.
- Vi undrer os stadig over, at det resterende beløb kan godkendes som lovlig støtte, siger direktør Carine Christensen i en pressemeddelelse.
- Vi har derfor bedt vores advokat granske afgørelsen og se, om den danner grundlag for yderligere tiltag fra vores side, lyder det fra direktøren.
ITD havde klaget over den dansk-svenske støtte, der blev besluttet i 2017, og en intern overførsel på knap 2,6 mia. kr. fra PostNord til Post Danmark.
Mens den anden del blevet godkendt, er den første del altså i strid med EU's regler. Her vurderede EU-Kommissionen, at støtten ikke var sket på markedsvilkår.
ITD har lagt massivt pres på Kommissionen
Ifølge Carina Christensen har ITD lagt massivt pres på Kommissionen i sagen.
- Derfor glæder det mig på vores medlemmers vegne, at det har virket. Men jeg ærgrer mig over, at det er nødvendigt med klager og retssager. De danske politikere og myndigheder burde have sat en stopper for de urimelige statstilskud for længst, siger hun.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) udtaler i en pressemeddelelse, at han er glad for, at den milliardstore indsprøjtning i Post Danmark er godkendt.
Den var central for en nødvendig omstilling af PostNords danske forretning, mener ministeren. Han er dog skuffet over den anden afgørelse.
- Vi har selvfølgelig haft en anden vurdering, og jeg vil nu studere præmisserne for afgørelsen nærmere, siger Benny Engelbrecht.
PostNord skal betale cirka 195 mio kr. tilbage til Danmark, som ejer 40 pct. af selskabet. Sverige, der ejer 60 pct., får 295 mio. kr.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.