dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Den nye Storstrømsbroen set fra Falster fra luften den 15. augustj 2025. (Arkivfoto.)
Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Brobyggere vil have stoppet milliondyr udskiftning

Det koster omkring 50 millioner kroner at skifte de bærende kabler på den nye Storstrømsbro. Men det er spild af både tid og penge, lyder det fra brobygger.  
29. OKT 2025 12.25

På byggeriet af den nye Storstrømsbro står entreprenøren og bygherren midt i en milliondyr strid. Vejdirektoratet, der er bygherrer på projektet, kræver, at de bærende kabler på broen skal skiftes, fordi de ikke lever op til kravene i kontrakten. Det vil koste omkring 50 millioner kroner.

Men det er helt unødvendigt, lyder det fra SBJV, der er hovedentreprenør på byggeriet. De mener, de nuværende kabler er bedre og mere sikre. Det skriver TV2 Øst.

- Vi er absolut ikke enige i beslutningen, fordi det ikke er nødvendigt, og det er spild af tid og penge, siger Barry Crouchman, der er landechef i Itinera, som er en del af SBJV.

I kontrakten på byggeriet af den nye Storstrømsbro står der, at kablerne skal leve op til de gamle retningslinjer på området. Og kablerne har ikke bestået testen ud fra de gamle retningslinjer. Men siden er der kommet nye retningslinjer, og ud fra disse retningslinjer er kablerne helt sikre.

Samtidig står der i kontrakten, at entreprenøren skal indarbejde de nyeste standarder, og derfor mener SBJV, at de har levet op til kontrakten, da de satte kablerne op. Men Vejdirektoratet fastholder, at kablerne skal skiftes.

- For Vejdirektoratet er det afgørende, at vores veje og bygningsværker har den højeste kvalitet. Dette gælder naturligvis også den nye Storstrømsbro, og derfor bliver kablerne på broen skiftet, skriver projektchef Niels Gottlieb i et skriftligt svar til TV2 ØST.

Men ifølge den italienske hovedentreprenør er de nye retningslinjer mere omfattende og bedre.

- Det er for eksempel ligesom, at sikkerhedsseler før i tiden ikke var et krav, nu er de obligatoriske, fordi det er bedre, og jo nyere standarden er, jo bedre er det, fastslår Barry Crouchman.

Ekspert undrer sig over krav

Hovedentreprenøren har indhentet udtalelser fra tre førende eksperter på området, der alle konkluderer, at kablerne er sikre.  Og en af de eksperter der sidder i den komite, der udarbejder de internationale retningslinjer for kablerne, undrer sig også over Vejdirektoratets afgørelse.

- Hvis man bygger en moderne kabelbro ud fra FIB 89 retningslinjerne (de nye retningslinjer, red.), så er broen sikker, siger Christos Georgakis, der er professor og ekspert i blandt andet brostrukturer ved Aarhus Universitet.

Trods ekspertudtalelserne fastholder Vejdirektoratet fortsat, at kablerne skal udskiftes:

- Vi er naturligvis bekendt med, at entreprenøren har indhentet udtalelser fra eksperter, der mener, at de fejlede kabler er gode nok. De eksperter, vi har konsulteret, er ikke enige.

- Det er vigtigt for os, at der ikke er tvivl om kablernes kvalitet, og derfor har vi insisteret på, at de skal skiftes, skriver Niels Gottlieb.



 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/brobyggere-vil-have-stoppet-milliondyr-udskiftning

GDPR