Den korruptionsstraffede italienske byggechef Pietro Paolo Marcheselli, der arbejder på opførelsen af den nye Storstrømsbro, har en betydelig rolle på det offentlige milliardbyggeri og sidder for bordenden, når der skal træffes beslutninger.
Sådan lyder det fra Martin Juhl, der er nuværende direktør for forretningsudvikling i Holbøll og tidligere driftsdirektør i Barslund skriver Fagbladet 3F.
- Han virkede som en mand med beslutningskompetence, og når han deltog på møderne, forhandlede han med os om de overordnede linjer på byggeriet som for eksempel tekniske løsninger, tidsplan og produktionsplan, siger byggedirektøren.
Den danske storentreprenør Barslund var frem til 2020 underleverandør på byggeriet af den nye bro mellem Sydsjælland og Falster, og her var Martin Juhls rolle blandt andet at forhandle med hovedentreprenøren på projektet, italienske Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV).
SBJV og Vejdirektoratet: Han er ikke en nøgleperson
Fredag kom det frem, at en af SBJV’s centrale figurer, Pietro Paolo Marcheselli, blev ansat på projektet i juni 2019, selv om han året forinden havde fået en betinget straf på to års fængsel for bestikkelse og korruption på et stort italiensk byggeprojekt.
Han havde altså ikke udstået sin straf, da han med en frisk korruptionssag på cv’et blev hentet til Storstrømsbro-byggeriet, som finansieres af danske skattekroner.
SBJV og Vejdirektoratet, der er den danske stats bygherre på Storstrømsbroen, forsvarer sagen med, at Pietro Paolo Marcheselli ikke er en såkaldt “nøgleperson”, og at han ikke har beføjelser til at indgå aftaler på det danske kæmpebyggeri.
Rangerer højt
Men ifølge Holbøll-direktør Martin Juhl, der kender de indre forhold på Storstrømsbroen, er den korruptionsstraffede italiener en højtplaceret figur, som selv de øverste chefer på projektet lytter til.
- Han sad for bordenden til mødet, og der var ingen tvivl om, at han var respekteret af de andre i SBJV og rangerede højt. Også selv om han sad med de øverste på projektet. De vendte sig mod ham, når der skulle træffes beslutninger, siger Martin Juhl.
Pietro Paolo Marcheselli har flere direktørstillinger på cv’et og har været chef på en række europæiske milliardbyggerier.
Det var anklager om bestikkelse og bedrageri med byggekontrakter for op mod 500 millioner kroner på et stort italiensk anlægsprojekt, der i april 2018 gav den italienske byggechef en betinget fængselsstraf på to år.
Har ikke godkendt ansættelse
I et svar til Fagbladet 3F understreger Vejdirektoratet, at de ikke har godkendt ansættelsen af Pietro Paolo Marcheselli, fordi han ikke er en af de seks nøglepersoner.
- Hvis vi ville få kendskab til, at en foreslået nøgleperson skulle have en verserende straffesag, ville vi selvfølgelig ikke godkende vedkommende, da Vejdirektoratet naturligvis ikke kan acceptere, at nøglepersoner med beføjelser i forhold til vores kontraktforhold, har verserende straffesager, lyder det videre i det skriftlige svar fra anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen.
SBJV oplyser, at Pietro Paolo Marcheselli blev ansat på Storstrømsbro-projektet på grund af hans omfattende tekniske erfaring, blandt andet fra metrobyggeriet i København.
- Hans primære opgave er at yde teknisk assistance til projektlederen (øverste chef i SBJV, red.).
- Hr. Marcheselli har med sin ansættelse i SBJV fået en ny chance, og vi er tilfredse med hans arbejde indtil videre, lyder det i et svar på mail.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.