
Europas industri er afhængig af, at EU vedtager et højt og ambitiøst klimamål for 2040. Det er budskabet fra syv europæiske industriorganisationer, som Dansk Industri har samlet for at overrække en erklæring til klimaminister Lars Aagaard (M) og EU-Kommissionen forud for de afgørende forhandlinger om det nye mål.
- Hvis nogen påstår, at det europæiske erhvervsliv ikke vil den grønne omstilling, viser dette, at det ikke er korrekt, siger Anne Højer Simonsen, vicedirektør i Dansk Industri for klimaområdet.
Gennem de seneste måneder har hun og Dansk Industri arbejdet på at samle så mange europæiske industriorganisationer som muligt bag en klimaerklæring, der skal vise erhvervslivets opbakning til, at det danske EU-formandskab lander et højt klimamål for 2040.
Det er lykkedes at få store industrilande som Tyskland og Frankrig med samt de nordiske lande Sverige, Norge, Finland og dertil Irland.
En af landenes pointer er, at det er vigtigt for både EU's konkurrenceevne og fremtidige tilstand, at Europas erhvervsliv bliver gearet til en grøn fremtid.
Vil gerne have klimakreditter
I erklæringen anviser landenes erhvervsorganisationer deres bud på, hvad vejen til et klimamål på 90 procent skal rumme.Her er det første ud af fem punkter, at EU skal acceptere brugen af nye klimakreditter, som Kommissionen har foreslået.
Et tiltag, der vil betyde, at europæiske lande kan betale andre lande for at udføre CO2-reduktioner, man selv slipper for.
Spørgsmål: Er erklæringen et forsøg på at sikre, at industrien kan betale sig fra at omstille sig?
- Nej, det er det ikke. Det er et forsøg på at have fleksibilitet, hvilket EU-Kommissionen også fremhæver, siger Anne Højer Simonsen.
Hun påpeger, at forslaget om klimakreditter kun indebærer, at medlemslandene må dække tre procent af deres reduktioner med værktøjet. Den andel vil industrierne ikke hæve, og man fastslår samtidig, at det er vigtigt, at kreditterne er troværdige, gennemsigtige og leverer reelle reduktioner. Det er en del af et kompromis mellem mere klimaskeptiske lande.
- Vi vil hellere have denne fleksibilitet, end at man sænker procentmålet i en sådan kompromissituation.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.