
AARHUS: Bedre data og viden er nødvendige for KL og kommunerne i forhandlinger og diskussioner med regeringen. Derfor bør Aarhus Kommune ifølge borgmester Jacob Bundsgaard (S) ligesom 78 andre af landets kommuner købe sig til KL’s benchmark og analyse it-system, Fælleskommunalt Ledelsesinformationssystem (Flis), på opfordring fra KL.
Aarhus Kommune vil være bundet af aftalen om Flis i otte år til en pris på ca. 20 mio. kr. Oven i prisen skal der bruges tid på validering af de nøgletal, som Flis skal fodres med.
Ifølge KL og Kombit, som star bag Flis, er et hovedformål med Flis at styrke kommunernes strategiske position i forhold til staten. KLs bestyrelse har centralt besluttet, at der skal arbejdes for, at alle kommuner tilslutter sig Flis. KL har på den baggrund sendt et brev med anmodning om, at Aarhus Kommune tilslutter sig.
Odense og København har i januar besluttet at tilslutte sig Flis, og KL lægger pres på ved at sige, ’At de øvrige kommuner, der endnu ikke er tilsluttet Flis, vil tilslutte sig, når København, Aarhus og Odense gør det'.
Flis kan bl.a. sammenligne data på skole- og ældreområdet fra alle landets kommuner, men i høringssvarene har fire af kommunens seks magistratsafdelinger taget forbehold for systemet, som de bl.a. finder for dyrt og stiller spørgsmål ved kvaliteten af.
Spild af penge
Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg, forstår ikke, hvorfor borgerne skal betale for, at KL fører krig mod staten. Socialrådmand Thomas Medom (SF) har sendt et kritisk høringssvar, men han har ændret holdning og støtter nu forslaget, som der ser ud til at være et flertal for ved aftenens byrådsmøde.
Bünyamin Simsek (V), rådmand for Børn og Unge, siger ligeud, at det er spild af borgernes penge:
- Både jeg og mit parti Venstre stemmer imod, og som rådmand for Børn & Unge har jeg sendt et kritisk høringssvar. Problemet er, at den data man vil samle med Flis, den er allerede tilgængelig ude i kommunerne. Det betyder, at den investering Aarhus Kommune skal lave på mange mio. kr., der får vi intet til glæde og gavn for vores borgere, siger Bünyamin Simsek.
Han fastslår, at det er et redskab, man kan bruge i en talkrig mod staten, så man har et våben fra KL’s side, som man kan bruge over for en til enhver tid siddende regering.
- Det kommer ikke borgernærhed og borgervelfærd til gode, som jo er kommunernes opgave. Det er for tal- og it-nørder, men skatteborgernes penge, der skal bruges. Det giver ikke mening.
Flertal banket på plads
Bünyamin Simsek giver ikke meget for Thomas Medoms kritiske høringssvar.
- Efterfølgende siger han så, at han er imødekommet og kan stemme for forslaget. For mig at se har borgmesteren banket et flertal på plads i denne sag. Man kan ikke som rådmand skrive under på en så kritisk udtalelse og dernæst som politiker i byrådssalen ville stemme for, uden at der er sket nogle ændringer, siger Bünyamin Simsek.
Han mener, at sagen har stor status for KL og Jacob Bundsgaard som næstformand for KL, og det giver da KL nogle redskaber. Redskaber som kommunerne besidder i forvejen.
- Man laver et teknisk våben og redskab, man kan bruge overfor Christiansborg. Det burde vi ikke finansiere fra Aarhus Kommunes side. Det er vi modstander af.
Centralisering
I indstillingen til mødet står der, at 78 kommuner allerede har tilsluttet sig Flis.
- Skal man bruge den argumentation om, at andre har tilsluttet sig, så går man ind for centralisering, og det er jeg ikke tilhænger af. Det her er noget, som KL har besluttet, at det er noget man køber og investerer i, og så har man lagt regningen ud til kommunerne, og de skal så betale, hvis eller når de tilslutter sig, siger Bünyamin Simsek.
Han understreger, at kommunen ikke får noget for pengene, fordi al den data og alle de regneark, de ønsker, allerede findes i kommunen.
- Det er dobbeltdata det her, og det er lig med endnu flere it-systemer, som vi ikke har brug for i Danmark. KL kan jo bare spørge os om, hvilke data de gerne vil have. Det svarer vi hellere end gerne på. Sværere behøver det ikke være, pointerer Bünyamin Simsek.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.