dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Danske Regioner:
Der er brug for milliarder til modernisering af hospitalerne

Næsten 80 pct. at hospitalsbygningerne i landet er gamle og slidte, og renovering er nødvendig for at undgå store forskelle for patienterne, mener Danske Regioner.

Selvom der flere steder i landet bygges helt nye hospitaler, så er langt de fleste hospitalsbygninger af ældre dato - omtrent 80 pct. af dem har brug for renovering - ligesom udstyr og it løbende har brug for at blive vedligeholdt. Til det er der brug for ekstra 5,4 mia. kr. lyder det fra Danske Regioner, der p.t. er i økonomiforhandlinger med regeringen.

- Vi er nødt til at modernisere vores gamle hospitaler, så vi kan tilbyde den samme høje kvalitet i behandlingen alle steder. Uanset om bygningen er ny eller gammel, er det vigtigt, at indmaden er af bedste kvalitet. Det kræver, at vi løbende vedligeholder og opdaterer IT og medicinsk udstyr, siger næstformand i Danske Regioner Mads Duedahl (V).

Regionerne har på nuværende tidspunkt planlagt investeringer i bygninger, it og medico på 4 mia. kroner i 2024.  Såfremt regionerne skulle gennemføre alle ønskede forbedringer på de tre områder, er behovet i alt på 9 mia. kroner.

- De ældre byggerier udgør størstedelen af vores hospitaler, og de tager imod en meget stor andel af patienterne i Danmark. Hvis ikke vi sikrer, at hospitalerne får en stor saltvandsindsprøjtning, er der risiko for, at patienterne med tiden vil opleve forskelle i, hvad vi kan tilbyde på forskellige hospitaler, siger Mads Duedahl.

Både mursten og teknik

Prisstigninger på byggematerialer har udskudt flere byggeprojekter i regionerne, men manglende vedligehold vil kun medføre yderligere fordyrelser, påpeger Mads Duedahl.

- Det har været nødvendigt at prioritere de nye byggerier, men det har også medført et vist efterslæb på modernisering af de gamle. Det er vi nødt til at sætte ind overfor nu, for behovet forsvinder ikke. Tværtimod vil det kun blive større, jo længere vi venter, siger han.

Derudover er der også brug for reparationer og udskiftning af udstyr såsom strålekanoner og scannere samt opdatering af it og styrket cybersikkerhed.

- Det er en forudsætning for at levere moderne behandling, at vi udvikler og opdaterer vores it-infrastruktur og vores systemer. Det samme gælder både store og små apparaturer og maskiner, som naturligvis ikke holder for evigt. Derfor har de brug for nye investeringer, alene hvis vi skal bevare den standard, vi har i dag, lyder det fra næstformanden i Danske Regioner.

e3c9c642-6700-4bfc-a4af-465d9d991c28_org 

Kilde: Danske Regioner

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.