dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

DI ønsker selvtest til private virksomheder

Det private arbejdsmarked skal også tages i betragtning, når det gælder selvtest af coronavirus, mener DI.
3. JAN 2022 9.14

Det private arbejdsmarked bør ligestilles med det offentlige, så også private virksomheder kan tilbyde deres ansatte selvtest for coronavirus. Det mener erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI).

- Vi kan jo se, at der er et enormt smittetryk i øjeblikket. Der er også stadig et meget højt tryk på testcentrene, siger Henriette Søltoft, vicedirektør i DI.

- Derfor har vi også i dag hørt, hvordan man fra det offentliges side har købt store mængder af selvtest hjem, som bliver uddelt på institutioner, skoler og i det offentlige. Det er super godt og fornuftigt. Vi foreslår bare, at man også tager det private arbejdsmarked i betragtning i den sammenhæng, siger hun.

DI foreslår en løsning, hvor det skal være muligt for virksomheder at bestille selvtest gratis. Enten via NemID eller med virksomhedens CVR-nummer.

65 mio. selvtest til det offentlige

Der er bestilt i alt 65 millioner selvtest til forskellige offentlige institutioner. Flere end 9 millioner er allerede kørt ud til kommunerne, så man har kunnet fragte dem videre til plejehjem, skoler og børnehaver. Også bosteder har fået selvtest.

Det fortalte Lisbeth Zilmer-Johns, direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, på et pressemøde om coronavirus onsdag.

Derudover udrulles brugen af selvtest yderligere. Både til sygehuse, til ungdoms- og erhvervsuddannelser og til gymnasier, lød det. Henriette Søltoft fra DI siger, at der også er et smittetryk på det private arbejdsmarked.

- Vi risikerer at se ind i, at de private virksomheder kan få problemer i forhold til deres arbejdskraft, hvis medarbejderne bliver lagt ned af stigende smittetryk.

Forslaget fra DI om selvtest til virksomheder skal ikke erstatte testcentre. Dem er der nemlig "enormt brug" for, mener Henriette Søltoft. Både dem der laver PCR-test, og dem der laver kviktest.

Det er samtidig vigtigt, tilføjer hun, at selvtest er af en "vis kvalitet".

Det er der private leverandører, der kan skaffe til det danske marked, mener vicedirektøren i DI.


Ritzau
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/di-oensker-selvtest-til-private-virksomheder

GDPR