
Det kontor i Energistyrelsen, der i en årrække har arbejdet specifikt på projektet med en energiø i Nordsøen, er blevet lukket. Det viser en intern mail i Energistyrelsen, som Zetland er i besiddelse af. Ifølge mediet forklarer styrelsens direktør i mailen fra 9. august, at der skal kigges efter alternative løsninger til energiøen.
"Det betyder et opgavebortfald i Center For Energiø Nordsøen (EØN), hvorfor centeret skal afvikles og medarbejderne i EØN omplaceres", står der i mailen.
Zetland har talt med en række tidligere medarbejder i afdelingen. De bekræfter, at centeret "reelt længe har været under nedlukning". I alt havde centeret omkring 45 ansatte.
I slutningen af juni blev udbuddet til energiøen, der estimeres at skulle koste op til 210 milliarder kroner, udskudt. Det skyldtes, at økonomien ikke hang sammen.
"Energistyrelsen skønner, at de statslige omkostninger til det nuværende projekt samlet set er over 50 milliarder kroner", skrev Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
"Projektet er således langt fra at være rentabelt, hvilket er en klar betingelse for projektet i de politiske aftaler."
"Ikke droppet"
Men selv om kontoret, der arbejdede med energiøen, nu er lukket, lyder det fortsat fra ministeriet til Zetland, at "energiøen ikke er droppet".
På Christiansborg kritiserer partier fra begge fløje, at aftalekredsen ikke er blevet orienteret om lukningen af Center for Energiø Nordsøen.
Idéen med energiøer stammer fra en politisk klimaaftale. Energiøer er et knudepunkt for opsamling og distribution af den strøm, der leveres fra havvindmøller, som står langt fra land.
Energiøen i Nordsøen skal ligge 80-100 kilometer fra den jyske vestkyst. Også ved Bornholm er det politisk besluttet, at en energiø skal opføres.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.