
Carelink havde egentlig tænkt sig at byde ind på at være en del af ordningen, hvor danskerne kan blive vaccineret med en af de to skrottede vacciner mod coronavirus. Men sådan bliver det ikke.
Selskabet, der lyntester i Region Syddanmark, kan ikke "lægefagligt" se sig selv i udkastet til retningslinjerne til ordningen. Det fortæller adm. direktør Brian Rosenberg.
Normalt er der ifølge direktøren retningslinjer for risikoprofil, og hvordan en læge skal rådgive om vaccinerne. Men det er der ikke i udkastet til de her retningslinjer:
- Der er alene retningslinjer om, at man skal informere borgerne om, at der findes et andet tilbud, og at Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler denne her fritvalgsordning.
- På de givne vilkår kan vi ikke se os selv være en del af det, siger han.
Skepsis
Danmark har valgt at hive de to coronavacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson ud af det officielle vaccinationsprogram. Det er sket efter få tilfælde af særlige blodpropper blandt vaccinerede. I stedet arbejdes der på, at danskerne selv kan vælge at modtage en af de to, hvis ikke de vil vente på, at det bliver deres tur i den officielle plan. Men flere aktører er altså skeptiske.
Flere andre private vaccinationsudbydere har også afvist at deltage. Blandt andet Danske Lægers Vaccinations Service og MedFlex har over for Berlingske afvist at være en del af det. Firmaet Practio har tidligere udtrykt villighed til at stille sin infrastruktur til rådighed. Men udkastet til vejledningen kan ifølge selskabet gøre det svært at skaffe læger til opgaven.
- Jeg har ingen holdning til, hvem der må få, og hvem der ikke må få vaccinen. Jeg beder bare om klare retningslinjer, sagde medstifter Jonas Nilsen onsdag til Berlingske.
Vejledningen til ordningen med at vaccinere med de to vacciner er sendt i offentlig høring. Den kan altså stadig nå at blive ændret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.