dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Esbjerg Havn bygger ny kæmpe hal til havvind
Den nye hal vil kunne håndtere det største elementer til havvindmøller.
Foto: Esbjerg Havn

Esbjerg Havn bygger ny kæmpe hal til havvind

Siemens Gamesa bliver første lejer af hallen, der blive 6.200 kvm stor.

Efterspørgslen på faciliteter til offshore-relaterede aktiviteter er stigende, og de tilhørende komponenter bliver kun større og større. Derfor igangsætter den kommunalt ejede Esbjerg Havn nu byggeriet af en ny hal på 6.200 kvm, der skal danne ramme om håndteringen af komponenter inden for offshore vindindustrien. Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.

I dag er der opsat næsten 25 gigawatt havvind i Europa. Esbjerg-erklæringen, som blev underskrevet tidligere på året af de fire regeringsledere fra Danmark, Tyskland, Holland og Belgien, satte yderligere fokus på hastigheden i opsætning af vindmølleparker. Denne markante udbygning kræver en lige så markant udbygning af lager- og montagefaciliteter, og her vil Esbjerg Havn gå forrest. 

- Vi har dialog med aktører i hele værdikæden, og den enstemmige tilbagemelding er, at større havne med flere kapaciteter er en nødvendighed. Derfor er det helt afgørende for aktivitetsniveauet på havnen, at der er de rette faciliteter til rådighed. Især vindmølleindustrien udvikler sig hurtigt i disse år, og derfor sikrer vi netop, at faciliteterne er klar, så opgaverne kan klares på havnen i Esbjerg, siger havnens bestyrelsesformand Søren Gade. 

Første lejer på plads

Den nye hal, som Esbjerg Havn nu går i gang med at få bygget, vil kunne huse havnebetingede lager- og montageaktiviteter. Hallen er designet specifikt til aktiviteter indenfor vindindustrien, og Siemens Gamesa vil være første lejer af bygningen. Siemens Gamesa har i forvejen mange aktiviteter på havnen, og lejeaftalen på den nye bygning cementerer virksomhedens tilstedeværelse i Esbjerg med aktiviteter. 

- Vi er glade for at kunne udbygge vores mangeårige samarbejde med Esbjerg Havn med denne lejeaftale. Esbjerg Havn er et vigtigt omdrejningspunkt for aktiviteter indenfor havvind, og med den nye hal vil vi være endnu bedre rustet til fremtiden, siger Torben Bang, administrerende direktør i Siemens Gamesa A/S. 

Anlægsinvesteringen vil løbe op i et større trecifret millionbeløb, og byggeriet skal stå færdigt ved udgangen af 2023. Anlægsprojektet har været i udbud, og entrepriseopgaven skal udføres af Jorton A/S. 

- Det er åbenlyst, at der allerede fra 2023 vil være for få faciliteter til rådighed på havnene omkring Nordsøen, og derfor ser vi frem til, at hallen står færdig allerede til næste år, siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen. 

Udover byggeriet af den nye hal har Esbjerg Havn igangsat den største, sammenhængende havneudvidelse i havnens historie, ligesom havnen har igangsat anlægsprojekter for kajforstærkning, uddybning af sejlrende samt arealforbedringer til at huse vindmølleinstallationsprojekter. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.