
EU-Kommissionen trækker et direktiv tilbage, som har til formål at bekæmpe virksomheders forsøg på såkaldt greenwashing - altså at man markedsfører produkter som mere bæredygtige, end de egentlig er. Det oplyser en talsperson for EU-Kommissionen på et pressemøde fredag.
Direktivet har den engelske titel "green claims". Tilbagetrækningen sker kort forinden, at forslaget skal gennem den sidste runde forhandlinger mellem medlemslandene og EU-Parlamentet. Kommissionen vil ikke oplyse, hvorfor man har valgt at trække forslaget tilbage.
Kommissionen ønsker heller ikke at oplyse, hvorfor tilbagetrækningen sker kort inden, at sidste runde af forhandlingerne ventes at gå i gang.
Onsdag kunne mediet Politico afsløre, at den borgerlige EU-parlamentsgruppe EPP havde sendt et brev til miljøkommissær Jessika Roswall, hvori gruppen bedte kommissionen om at trække forslaget tilbage.
Samtidig truede EPP-gruppen med ikke at støtte forhandlingernes resultat. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har sit politiske ståsted i EPP-gruppen. I sjældne tilfælde kan kommissionen tilbagetrække forslag til direktiver, skriver Politico.
Det sker normalt kun, hvis medlovgiverne, EU-Parlamentet og EU-Ministerrådet, ikke kan blive enige ved forhandlingsbordet, eller hvis kommissionen er af den opfattelse, at det nye kompromis er for langt fra det oprindelige forslag.
Direktivet handler om at gøre produktmarkeringer mere ensartede på tværs af EU. Det skal føre til mere gennemsigtighed for forbrugeren og mere lige konkurrencevilkår for virksomhederne. Ifølge SMVdanmark er det en god ting, at direktivet skrottes, og at kommissionen har lyttet til virksomhedernes bekymringer.
- Intentionen bag direktivet er rigtig, men direktivet har i sin nuværende udformning været alt for komplekst og tungt. Særligt for små og mellemstore virksomheder, siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark.
Beinov mener, at mange virksomheder ønsker at markere deres bæredygtige initiativer.
- Men det kan de ikke, når de mødes af krav, der i praksis kræver både jura- og revisionshjælp for at lave en grøn udmelding. Det kvæler initiativ og hæmmer i praksis den grønne omstilling.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.