
Det internationale konsortium SICE-Cobra, har vundet en af de helt store kontrakter på Femern-byggeriet. Konsortiet skal således stå for den elektriske indmad i den 18 km lange tunnel til Tyskland. En opgave der beløber sig til knap fire mia. kr. og omfatter udluftning, belysning og sikkerhedssystemer, oplyser Femern A/S i en meddelelse.
- Alle bydere på opgaven havde et højt niveau og levede op til vores krav til ekspertise og kvalifikationer. Det valgte konsortium har dog afgivet det bedste tilbud i forhold til pris og kvalitet, siger Jens Ole Kaslund, der er teknisk direktør i Femern A/S.
Udbuddet blev igangsat primo 2021 med en prækvalifikation, og tre konsortier indgav deres forhandlingstilbud i november. På grund af et meget godt forhandlingstilbud fra SICE-Cobra besluttede Femern A/S at gå direkte til en tildeling af kontrakten.
Har vundet flere kontrakter i norden
SICE-Cobra består af selskaber fra Spanien, USA, Sverige, New Zealand og Australien og har vundet flere større kontrakter i norden.
I Sverige har konsortiet kontrakter ved Förbifart Stockholm, Stockholm Tunnelbana Nord og Syd samt Tingstadstunnelen i Gøteborg. I Norge vandt man sidste år opgaven med at implementere de elektriske installationer på 23 kilometer motorvej mellem Ranheim og Værnes inklusive samlet set 15 kilometer tunnelstrækninger.
I kontrakttildelingen har Femern A/S vægtet en energieffektiv løsning højt.
- Vi bygger en tunnel, der ikke alene er drevet af 100 pct. vedvarende energi, men som også udnytter den leverede strøm så effektivt som muligt. Totalentreprenøren skal både levere de rette tekniske løsninger frem mod åbningen i 2029 og tilpasse installationerne til fremtidens grønne teknologier, siger Jens Ole Kaslund, der forventer, at der ligeledes vil blive brug for et større antal underleverandører til konsortiet
Karteldømt spansk virksomhed del af konsortium
Bemærkelsesværdigt ved vinderkonsortiet er deltagelsen af flere kartelanklagede virksomheder. Bl.a. er spanske Cobra Instalaciones y Servicios i 2021 en idømt en bøde på 225 mio. kr. for sin deltagelse i en stor kartelsag i Spanien, hvor l konkurrencemyndigheder fandt ud af at otte virksomheder havde lavet et kartel, hvor de i femten år havde delt offentlige kontrakter til 30 mia. kr.
Det har dog ikke været muligt for Femern A/S at udelukke SICE-Cobra på baggrund af sagen, da Cobra Instalaciones y Servicios har anket afgørelsen. Derfor forhindrede udbudsloven, Femern A/S i at udelukke virksomheden fra udbuddet.
- Den her sag udstiller, hvor svær sådan en situation kan være for ordregiver. Der er ikke noget, som Femern kunne have gjort anderledes, men de risikerer at ende i en ærgerlig situation på grund af udbudsloven, har Ole Helby, professor ved Roskilde Universitet med speciale i offentlige udbud og kontrakter, tidligere udtalt til Berlingske om situationen.
Den 'ærgerlige' situation er Femern A/S altså nu havnet i.
SICE-Cobra består af:
Sociedad Ibérica de Construcciones Eléctricas, S.A. (SICE), Spanien
SICE Tecnología y Sistemas, S.A., Spanien
Cobra Instalaciones y Servicios S.A., Spanien
Moncobra, S.A., Spanien
Støtteenheder:
Cobra Instalaciones y Servicios Internacional, S.L., Spanien
SICE Inc., USA
SICE Nordics AB, Sverige
SICE NZ Ltd., New Zealand
SICE PTY Ltd., Australien
Kilde: Femern A/S
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.