
GENTOFTE: Gentofte Kommune ophæver med øjeblikkelig virkning samarbejdet med onlinesupermarkedet Nemlig.com, oplyser kommunen. Beslutningen blev taget på et byrådsmøde mandag aften.
Kommunen ophæver samarbejdet med onlinesupermarkedet, fordi selskabet "ikke vil udlevere oplysninger om arbejdsforholdene for underleverandørers ansatte".
Borgmester Michael Fenger (K) forklarer, at det er sjældent, at kommunen ikke via dialog finder en løsning med leverandører.
- Vi har den holdning, at der skal være ordentlige forhold for medarbejderne i de virksomheder, der er leverandører til vores kommune. Det er vi meget tydelige om, når vi indleder et samarbejde. Det udslagsgivende for ophævelsen af samarbejdet med Nemlig.com har været, at virksomheden ikke har ønsket at dokumentere arbejdsforholdene hos en underleverandør, selv om det er et krav i den arbejdsklausul, der er underskrevet, siger han.
Nemlig.com har oplyst til Gentofte Kommune, at selskabet ikke kan udlevere oplysninger om chauffører, fordi de er ansat hos underleverandører. Kommunen har dog efter anmodning fået udleveret oplysninger om lagermedarbejdere hos Nemlig.com.
På baggrund af det materiale har kommunen konkluderet, at der hos Nemlig.com er medarbejdere, "hvis løn og ansættelsesvilkår er dårligere, end hvad der følger af den repræsentative overenskomst på området". Det er også i strid med kommunens arbejdsklausul, men har altså ikke været det udslagsgivende i sagen.
En række af kommunens institutioner har hidtil anvendt Nemlig.com til at levere dagligvarer. Men de skal altså nu kigge andetsteds hen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.