På bare to år er der sket en større forskydning på det danske marked for nye biler. Mærker som Ford, Citroën og Renault står ikke længere så stærkt, som de har gjort. De har i stedet måttet se mærker som Tesla og Hyundai tage markedsandele. Det viser en gennemgang af indregistreringstal fra De Danske Bilimportører, som Børsen har foretaget.
Den fortæller, at de ti største bilmærker herhjemme for ti år siden dengang sad på 71 pct. af markedet. I dag er de samme producenters andel lige under 50 pct.
- Det er ekstraordinært, det der sker, og det er et billede på, at der er nogle, som bliver klemt i den elektriske omstilling, siger Morten Hannesbo, der er tidligere landechef for Nissan i Danmark og har arbejdet i bilindustrien i 35 år, til Børsen.
Hos Ford er markedsandelen næsten halveret, og fra at være næststørst i Danmark, er det amerikanske bilmærke i 2023 nede på en niendeplads.
Landechef Frank Skjærbæk Pedersen er dog overbevist om, at Ford nok skal gøre comeback i takt med, at der kommer flere eldrevne modeller ud på det danske marked end den ene model, man har i kataloget i dag.
- Årsagen til, at det ikke bekymrer mig, er, at jeg ved, hvad der kommer af elbiler. Vi kommer igen til at have et bredt udvalg og masseproducere elbiler i en grad, som vi aldrig har gjort før, siger han til Børsen.
Mens mærker med få elbiler i sortimentet har haft det svært på det seneste, er elbilproducenterne stormet frem. Tesla havde i 2013 en markedsandel i Danmark tæt på nul, men er i år det mest solgte mærke med en markedsandel på 12,1 procent.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.