Flere kriser har vist, hvor sårbart Danmark er, og en undersøgelse viser, at langt fra alle har forberedt sig godt nok på den næste.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Styrelsen for Samfundssikkerhed, som omtaler undersøgelsen, der konkluderer, at hverken offentlige myndigheder eller private virksomheder er forberedt godt nok.
- Vi står over for kriser og udfordringer, der kræver, at vi forbereder os på en ny virkelighed. Vores samfund skal kunne fungere på trods af cyberangreb, international uro og klimaforandringer, siger vicedirektør i styrelsen, Henrik F. Brodersen.
Han peger blandt andet på hospitaler, skoler, vandværker og it-systemer.
Under coronakrisen oplevede flere lande akut mangel på mundbind, håndsprit og andre værnemidler. Siden har en række begivenheder haft betydning for tilgangen af varer til Danmark.
Det gælder krigen i Ukraine, houthi-bevægelsens angreb på civile skibe i Det Røde Hav og andet, mens også ting som cyberangreb og naturkatastrofer kan få en betydning.
Undersøgelsen er fra 2024 og er baseret på knap 3000 besvarelser blandt samfundsvigtige myndigheder og virksomheder.
- 50 procent af myndigheder mangler overblik over deres vigtigste forsyningskæder, lyder det i undersøgelsen, som også fremhæver, at 31 procent af myndighederne ikke har placeret et klart ansvar for forsyningssikkerhed.
Nogle af de vigtigste institutioner er blandt andet hospitaler, skoler, vandværker og it-systemer.
83 procent af danske virksomheder og myndigheder vurderer, at de har behov for at styrke forsyningssikkerheden.
- Vi har allerede hjulpet flere myndigheder med at styrke deres indsats og beredskab, men vi vil gerne nå endnu bredere ud, siger Henrik F. Brodersen.
Styrelsen blev etableret i 2025 som en del af den nye organisering under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Den rådgiver myndigheder og virksomheder om blandt andet forsyningssikkerhed.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.