
HOVEDSTADEN: Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) har tirsdag orienteret politikere i regionsrådet og sin administration om, at hun har flyttet opgaven med at sikre fremdrift i den udskældte Sundhedsplatform væk fra regionsdirektør Hjalte Aaberg, skriver Frederiksborg Amts Avis. Hjalte Aaberg fratræder sin stilling med udgangen af året, når hans kontrakt slutter.
I tiden frem til da bliver det koncerndirektør Jens Gordon Clausen, der skal stå i spidsen for arbejdet med at rette op på it-systemet, som de seneste to år er blevet indført på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Hjalte Aaberg forstætter i sit job med alle øvrige opgaver, han har løst hidtil, hedder det i orienteringen.
Regionens forretningsudvalg havde sidste uge et fire timer langt møde som en konsekvens af hård kritik fra statsrevisorerne om den måde, regionen har indfaset det nye it-system på. Statsrevisorerne kaldte fremgangsmåden for uprofessionel og kritisabel og fældede deres dom på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen.
Kritikken går bl.a. på, at regionen tog systemet i brug, 'selv om systemet var ufærdigt og behæftet med fejl og mangler'. Derudover blev det fremhævet, at systemet ikke var testet tilstrækkeligt. Brugerne var heller ikke uddannet nok i det nye system. Og planlægningen var 'mangelfuld'.
I alt var regionens håndtering af it-systemets vej til virkeligheden 'uprofessionel og kritisabel'. Videre skriver Statsrevisorerne:
'Statsrevisorerne bemærker, at faldet i hospitalernes aktivitet har været væsentligt over det forventede, og at de forudsatte gevinster ved Sundhedsplatformen endnu ikke har kunnet realiseres'.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.