Den israelske våbenleverandør Elbit Systems, som Danmark sidste år besluttede at købe nye artillerisystemer fra, forventer at levere systemerne som aftalt. Det skriver Information.
Faktisk forventer Elbit, at det ene af de to våbensystemer, som Danmark har købt, kan leveres tre måneder før den dato, som står i kontrakten. Det andet system forventer man at levere til aftalt tid. Sådan lyder det i et mailsvar til Information fra våbenleverandøren.
Det sker ugen efter, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) orienterede om, at de nye våbensystemer fra Elbit først vil være klar til operativ brug et år senere, end hvad der tidligere er blevet oplyst.
- Elbit kan bekræfte, at det efter planen i kontrakten har påbegyndt leverancer af ATMOS- og PULS-systemer til DALO (Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, red.), skriver våbenleverandørens pressetalsperson, Dalia Bodinger, til Information.
- Desuden forudser Elbit at kunne afslutte leverancerne af PULS-løfteraketterne tre måneder før kontraktens tidsplan og forventer en vellykket gennemførelse af alle 19 ATMOS-systemers leverancer pr. kontraktplan, skriver hun.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) skriver i en mail til Information, at man "kan bekræfte, at såvel ATMOS som PULS leveres fra Elbit til FMI inden for den i kontrakten angivne slutdato".
Forsvarsministeriet skriver i en mail til Information: "Start- og slutleverancerne på systemerne er stort set som oprindeligt planlagt, men enkelte delleverancer forventes forsinket."
Indkøbsforløb bliver undersøgt
Netop nu er der en advokatundersøgelse i gang. Den skal afdække forløbet omkring indkøbet fra Elbit, herunder hvad og hvem den nyudmeldte forsinkelse skyldes. Da Folketinget sidste år valgte at købe systemerne af Elbit, skyldtes det blandt andet, at de kunne leveres hurtigt.
Hos Danmarksdemokraterne siger forsvarsordfører Lise Bech til Information, at nogle måske går og tror, at det er selve leveringen af våbnene, den er gal med, og at forsinkelsen derfor skyldes Elbit.
- Men alt tyder på, at det ikke handler om leveringen fra Elbit, men om en fejlvurdering i det danske forsvar, siger hun til.
- Hvordan har man kunnet fejlvurdere det så meget, at der pludselig kommer en forsinkelse på 12 måneder?, siger hun til Information om Forsvarskommandoen og FMI.
Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, finder det "dybt kritisabelt, at vi fra Forsvarets øverste ledelse ikke kan få de korrekte og fyldestgørende oplysninger, vi skal bruge på politisk niveau for at træffe en beslutning", siger han.
- Jeg føler mig i virkeligheden svigtet af Forsvarets øverste ledelse i forhold til den rådgivning, de giver os forud for store og meget omkostningstunge politiske beslutninger, siger han.
Hverken FMI eller Forsvarskommandoen har nogen kommentarer til kritikken fra forsvarsordførerne, skriver de til Information.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.