
KL med klar opfordring til regering: Tag nu ansvar
Med et nyt beredskabsudspil sender KL en markant appel til Christiansborg om klare, nationale rammer og koordinering.
Med andre ord en "opfordring til regeringen om at tage lederskab," siger formand KL's Klima- og Miljøudvalg, Johannes Lundsfryd Jensen (S) til DK Nyt:
- I tilfælde af en alvorlig krise, skal det være helt klart, hvem der gør hvad. Selv den mindste uklarhed kan skabe kaos, utryghed og i værste fald livstruende situationer for borgerne, lyder det.
Han understreger, at kommunerne gerne tager ansvar og allerede gør det, men at de ikke kan løfte opgaven alene. Og resultatet bliver 98 forskellige beredskabsløsninger og voksende usikkerhed blandt borgerne.
- Når én kommune investerer i nødgeneratorer, mens en anden indkøber dåsetun, bliver det tydeligt for borgerne, at der mangler fælles retning. Så kan du kigge over til nabokommunen og spekulere: "Er min kommune skævt på den, eller er det din?", siger han.
Mener du, at KL med udspillet forsøger at løse en opgave, som egentlig bør ligge hos staten?
- Ja, staten burde tage lederskabet, og det har vi efterlyst længe, siger Johannes Lundsfryd Jensen og forklarer, at KL af samme grund er begyndt selv at lave anbefalinger til kommunernes beredskabsplanlægning.
- Men ret beset er der andre, der er mere kompetente til det, end vi er, og som har et dybere indblik i trusselsbilledet, end vi har, og derfor ville kunne lave anbefalinger af højere kvalitet.
Et pænt, økonomisk træk
Udspillet rummer bl.a. fem konkrete anbefalinger til, hvordan landets beredskab kan styrkes gennem tydelige scenarier og vejledning fra staten, bedre krisekommunikation og flere tværsektorielle øvelser. KL anbefaler desuden, at kommunernes tilføres varige midler til at robustgøre det lokale kommunale beredskab - både til drift, øvelser og cybersikkerhed.
Adspurgt til, hvor meget det kommer til at koste, lyder svaret:
- Det har vi ikke et regnestykke for, da vi jo reelt set ikke ved, hvad det er, vi skal ruste os til. Men det bliver et pænt træk, da det er en stor opgave. Læser man det nationale risikobillede, er det meget, meget omfattende, siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Anbefalingerne handler desuden om, hvad der skal til for at beskytte sårbare borgere i en krisesituation og opfordrer til nationalt samarbejde om at sikre en helt klar og tydelig ansvarsfordeling mellem de forskellige sektorer.
- Det er nemlig i mellemrummene og overgangene mellem de forskellige sektorer, der gør mig bekymret, siger Johannes Lundsfryd Jensen og forklarer, at han egentlig ikke er bekymret for borgerne på plejehjemmene, sygehusene eller på de kommunale bosteder.
- Jeg er bekymret for gråzonerne. Det drejer sig fx om de 8.000 borgere, der bor i eget hjem, men er afhængige af iltbehandling, som kræver strøm. Hvis strømmen går, skal de på sygehuset, hvilket betyder, at der er nogle andre, der skal udskrives. Hvad er planen med dem? Der mangler guidelines, planer og øvelse. Vi har brug for at få fyldt mellemrummene mellem sektorerne ud.
Udspillets fem anbefalinger
- Staten udmelder klare scenarier og tidshorisonter til kommunerne for, hvad vi skal være forberedt på
- Der kommer klare anbefalinger og vejledning omkring kommunernes ansvar for sårbare borgere
- Der arbejdes videre med anbefalinger og rammer for de øvrige dele, der skal styrke vores samfundssikkerhed og beredskab -herunder bl.a. en plan for krisekommunikation til alle borgere, inddragelse af civilsamfundet og erhvervsliv, miljøkatastrofer, plan for beskyttelsesrum mv.
- Der gennemføres flere øvelser i og mellem kommuner, regioner, staten og andre relevante aktører
- Kommunerne tilføres varige midler til at robustgøre det lokale kommunale beredskab – til drift, øvelser og cybersikkerhed
Kilde: KL
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.