
Klimarådet opfordrer i et nyt notat regeringen til at styrke indsatsen for at reducere Danmarks globale klimaaftryk – særligt de udledninger, der stammer fra dansk forbrug og offentlige indkøb. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Klimarådet, som er udsendt i forbindelse med rådets kommentar til Energistyrelsens afrapportering. Kommentaren er en del af Klimarådets lovbestemte forpligtelse i henhold til Klimaloven.
Rådet vurderer, at Energistyrelsens globale afrapportering giver et solidt overblik over Danmarks klimaeffekter uden for landets grænser – både positive og negative. På den baggrund kritiserer Klimarådet, at regeringens globale strategi ikke i tilstrækkelig grad anvender rapportens data, især hvad angår det forbrugsbaserede klimaaftryk.
- Den globale afrapportering rummer vigtig viden, men det er svært at se, hvordan det bliver brugt i de politiske beslutninger, siger Klimarådets forperson, Peter Møllgaard.
Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk, der omfatter udledninger fra varer og tjenester, danskerne køber – både produceret i Danmark og i udlandet – er fortsat blandt de højeste i EU. Særligt klimaaftrykket fra import er steget siden 1990, og Klimarådet gentager derfor sin anbefaling om at opstille et pejlemærke for reduktion i ton drivhusgas.
- Hvis vi fortsætter med at forbruge på samme måde som i dag, vil Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk formentlig være for højt til at være i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål. Det er isoleret set svært at forene med klimalovens ambition om, at Danmark skal være et foregangsland. Derfor kan det være nødvendigt med forbrugsændringer, siger Bente Halkier, der er næstforperson i Klimarådet.
Hun peger på grønnere offentlige indkøb som en af mulighederne til at reducere danskernes klimabelastning og understreger desuden, at pejlemærket skal være et supplement til 70-procentsmålet og andre nationale klimamål, ikke en erstatning.
Vil have opgør med favorisering af biomasse
Klimarådet fremhæver desuden behovet for en strategi for reduktion af biomasseforbruget, som forventes at falde i de kommende år. Rådet understreger, at en målrettet politisk indsats er nødvendig for at sikre, at faldet reelt bliver til virkelighed. Endelig anbefaler Klimarådet, at incitamenterne i klimapolitikken justeres, så biomasse ikke favoriseres over andre vedvarende energikilder.
- Vi ser gerne, at der politisk arbejdes målrettet for, at forventningen om det markante fald i forbruget af biomasse bliver til virkelighed, siger Bo Jellesmark Thorsen, som ligeledes er næstforperson.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.