I 2025 blev der brugt ca. 9,2 mia. kr. på kommunale veje. Det er det laveste niveau i de sidste 4 år og en del af en trend, hvor der over de sidste 7 år er sket en reduktion i midlerne på 14 procent.
Det viser en ny analyse udarbejdet af rådgivningsvirksomheden COWI for Dansk Industri (DI), Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Dansk Vejforening og Asfaltindustrien.
- Det sker samtidig med, at trængslen stiger, og rapporten dokumenterer også, at det har stor negativ betydning for økonomi, miljø, sundhed og livskvalitet, siger Jacob Pryds Winkel, chefkonsulent i DI, til DIBusiness.dk.
Skader på mennesker og køretøjer
Det første og største problem med faldet i vedligehold er ifølge rapporten, at huller, ujævnheder og manglende vandafledning på vejene skaber farlige situationer, kan føre til faldulykker, og forårsager trafikulykker.
- De fleste kender måske den ærgerlige følelse, man får i kroppen, når man for sent opdager et hul i vejen og får den der grimme fornemmelse af, at det kunne være gået værre. Det kedelige faktum er, at det ofte går værre og fører til skader på både mennesker og køretøj, siger Jacob Pryds Winkel.
Analysen fra COWI dokumenterer, at hver trafikulykke koster samfundet 3,3 millioner kr., og den peger samtidig på, at dårlig vejvedligeholdelse også medfører mindre fysisk aktivitet og dermed dårligere sundhed blandt borgerne. Samtidig øger huller i vejene og ujævne cykelstier tidsforbruget for både bilister og cyklister.
- Dertil kommer selvfølgelig, at gode og vel vedligeholdte veje, fortove og cykelstier er vigtige for sikker og effektiv mobilitet for borgere og virksomheder i Danmark. Derfor bør kommunerne i højere grad prioritere vejvedligehold, siger Jacob Pryds Winkel til DIBusiness.dk.
Sprækker gør asfalt sårbar
Ifølge rapporten betyder de faldende investeringer i vejvedligehold, at der er et efterslæb på op mod 10 milliarder kr. Den regning bliver unødigt større år for år, idet det er veldokumenteret, at løbende vedligehold sparer store summer i forhold til større reparationer eller totalomlægninger, når vejskaderne er blevet for store til, at de kan lappes. Det bekræfter Colas, som DIBusiness.dk har fulgt under et vejarbejde i Hillerød Kommune.
- En af de typiske årsager til, at vejene går i stykker, det er frosten. Den får jorden til at arbejde, og så nogle gange forskyder vejkassen eller de underliggende lag sig. Og når først der er kommet en sprække, bliver asfalten sårbar. Vinteren 25/26 har været hård, så det kræver meget vedligehold, og vi oplever også et stort efterslæb på vejnettet, siger Lars Dich-Johansen, asfaltdirektør i Colas.
Han opfordrer samtidig bilister til at udvise større forståelse for nødvendigheden af det vejarbejde, de støder på.
- Vi oplever, at folk bliver irriterede over, at vi arbejder. Men alternativet er jo store huller i vejene, så man får ødelagt sin bil eller sin cykel, hvis man kører i dem, siger Lars Dich-Johansen til DIBusiness.dk
Hård vinter giver stor opgave
I KL mener cheføkonom Morten Mandøe, at ordentlige veje er vigtige for, at vores alles hverdag fungerer.
- Derfor er det også en vigtig og prioriteret opgave for kommunerne. Der vil naturligt være udsving fra år til år, og siden sidste år har kommunerne for eksempel afsat flere penge i budgetterne. Men når vi har haft en vinter som denne – og også er udfordrede af markante prisstigninger på asfalt og anlægsarbejde – så er det klart, at vi i kommunerne står med en stor og svær opgave, siger cheføkonomen.
Han mener, at kommunerne skal gøre, hvad de kan for at løfte opgaven.
- Og så har vi samtidig brug for, at Christiansborg giver os de rigtige rammer. For det er heller ingen hemmelighed, at vi lokalt er nødt til at lave hårde prioriteringer af, hvad vores anlægsbudgetter skal bruges på, siger Morten Mandøe.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














