DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Vasketoilet. Foto: Katrine Marie Kragh, Polfoto

Kommunerne sparer millioner på velfærdsteknologi

Næsten en halv milliard er sparet siden 2014, og størstedelen af de ældre er meget tilfredse

Loftlifte, spiserobotter og vasketoiletter har siden 2014 sparet kommunerne for cirka 434 mio. kr. Det viser en undersøgelse, som er lavet af Kommunernes Landsforenings Center for Velfærdsteknologi.

Københavns Kommune er den kommune i landet, som bruger flest penge på ældreområdet, og her har man gode erfaringer med implementering af velfærdsteknologi.

- Det, vi ser nu, er, at vi begynder at få alle med, og at velfærdsteknologien på en måde er ved at blive demokratiseret, siger Ninna Thomsen (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.

- Man har tidligere været lidt teknologiforskrækket, men nu begynder hjælpemidlerne at være så gode, at de ældre i stedet for at insistere på at hoppe af den teknologiske udvikling nu insisterer på at hoppe med på udviklingen.

Stor tilfredshed blandt de ældre
En brugerundersøgelse, som blev lavet af Opinion for Københavns Kommune i 2015, viser, at 78 pct. af byens ældre på plejehjem vurderer, at brugen af velfærdsteknologi gør en positiv forskel i deres hverdag.

For de ældre, som er hjemmeboende, er tallet oppe på 82 pct.

Interesseorganisationen Ældre Sagen pointerer dog, at teknologien aldrig skal trækkes ned over hovedet på de ældre.

- Generelt set har vi et positivt syn på, at man bruger teknologi til at lette hverdagen for ældre mennesker, så de kan fortsætte med at leve det liv, de ønsker, siger chefkonsulent i Ældre Sagen Olav Felbo.

- Men det skal selvfølgelig ske med udgangspunkt i den ældres ønsker og behov, og det skal ikke ske ud fra et primært ønske om at kunne spare penge på området, siger chefkonsulenten.

Et af de tiltag, som kommunerne har taget til sig, er de såkaldte vasketoiletter.

Vasketoiletterne både vasker og tørrer den ældre efter toiletbesøg. Toiletterne er i dag implementeret eller under implementering i 66 pct. af kommunerne, og det er en stigning på 68 pct. siden 2015.

Ritzau