
Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund. Og med NemId og internet i langt de fleste hjem, skulle man måske tro, at det lå lige for at indføre en form for digitalt valg.
Men det bliver der ikke noget af de næste mange år. Sådan lyder det fra Kombit, der har til opgave at købe it-udstyr ind til landets kommuner.
Herunder et nyt valgsystem, der skal erstatte det nuværende, der har 40 år på bagen. Målet er et system, der er billigere i drift. Men altså ikke et system, hvor man kan sætte kryds på en skærm.
- Det hænger sammen med de sikkerhedsproblemer, der er. Der er tvivl om, om man vil kunne sikre, at det stadig vil være fuldstændig hemmeligt, hvad man stemmer. Man kan ikke fuldstændig garantere, at der ikke kan laves en sporing mellem stemmeafgivelsen og den enkelte person, forklarer projektleder Morten Hass fra Kombit.
Enormt sikker
Der er altså tale om en afløser for det computersystem, de valgtilforordnede bruger, når de skal indberette de optalte stemmer. For den procedure man har i dag med papir, er nemlig ifølge projektlederen 'enormt sikker.'
- Når man har de fysiske stemmesedler ude på valgstederne, kan man ikke spore tilbage, hvem der har haft hvilken stemmeseddel. Og uanset om det værst tænkelige skulle ske - at nogen hackede valgsystemet i Danmark, hvor alle optællingsresultaterne ligger - ville man altid kunne gå tilbage, siger Morten Hass og fortsætter:
- For ude i den enkelte gymnastiksal ligger bunkerne af stemmesedler. Og der ligger også det stykke papir, hvor man har skrevet de tal ned, der skal tastes ind.
Det nye it-system skal efter planen være færdigt ved udgangen af 2019. Men den deadline kan skubbes, hvis det er nødvendigt af hensyn til sikkerheden.
Nogle nyskabelser, som borgerne også vil kunne mærke, skal det nye valgsystem åbne for: Blandt andet vil det, hvis politikerne beslutter det, være muligt at udsende valgkort digitalt i stedet for med posten, som det sker i dag. Tre firmaer er i gang med at sammensætte tilbud til Kombit.
Det er et konsortium anført af den nuværende leverandør af valgsystemet, KMD, et andet konsortium med it-firmaet NNIT i spidsen, mens tredje tilbud skal komme fra it-virksomheden CSC og dens partnere.
Ritzau / sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.