dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Lufthavne søger henholdsvis private investorer og statsstøtte
Hvis der ikke også kommer nye private penge til, så kan den kommunale støtte til Aarhus Airport være i strid med EUs statsstøtteregler.
Foto: Kim Haugaard, Ritzau Scanpix

Lufthavne søger henholdsvis private investorer og statsstøtte

Tre ejerkommuners støtte til Aarhus Airport kan ikke stå alene, og private investorer efterlyses. Midtjyllands Lufthavn håber på statsstøtte, og Landdistrikternes Fællesråd bakker op.

Fravær af privat kapital til Aarhus Airport kan sætte de primære ejere Aarhus, Norddjurs og Syddjurs Kommuner i en risikabel situation, skriver Jyllands-Posten.

I sommer overførte de tre kommuner ekstraordinært 200 mio. kr., men hvis der ikke også kommer nye private penge til, så kan det være i strid med EUs statsstøtteregler, skriver avisen. Den henviser til indstillingen fra april 2022 til Aarhus Byråd, der bevilgede de 180 mio. kr., der var kommunens andel af den ekstraordinære støtte.

De tre kommuner betingede sig derfor allerede sidste år, at der også skulle rejses private penge. Den øvelse skulle gerne være afsluttet inden sommerferien, oplyser bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen til avisen: "Vi skal have fundet ud af, om vi kan finde en investor, der er interesseret i at gå ind i det alene, eller om vi skal sammensætte en lille håndfuld af investorer, der sammen vil gå ind og løfte den her opgave. Men det vil processen afdække", siger han.

Midtjyllands Lufthavn

Midtjyllands Lufthavn i Karup lukkede midlertidigt i december sidste år. Den hidtidige operatør på ruten mellem Karup og København, Danish Air Transport (DAT), indstillede driften på grund af høje brændstofpriser og for få solgte flybilletter. Siden har bestyrelsen for lufthavnen forhandlet med en operatør om at genoptage flyvningerne.

Forhandlingerne er så langt, at man blandt andet drøfter antallet af daglige afgange. En aftale forudsætter dog, at der kommer statslige støttekroner på bordet, lød det i sidste måned fra formanden for lufthavnens bestyrelse og Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V).

Transportminister Thomas Danielsen (V) skrev i den forbindelse til TV Midtvest, at han har sat "alle sejl til" for at finde løsninger for lufthavnen. Han oplyste til mediet, at han ville drøfte sagen med Folketingets partier i håb om, at der kan findes en "langsigtet løsning". Og nu presser Landdistrikternes Fællesråd på:

- Midtjyllands Lufthavn har indtil nu klaret sig uden statsstøtte, men nu er der akut behov for en håndsrækning, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard. Han henviser til, at også lufthavnene i Rønne på Bornholm og Sønderborg i Sønderjylland får tilskud fra staten til at sikre indenrigsruteflyvning.

- Det kan have store konsekvenser for sammenhængskraften og for erhvervsudviklingen, jobskabelsen og bosætningen, når dele af indenrigsluftfarten lider et knæk. Derfor vil jeg gerne rette en appel til transportministeren og partierne på Christiansborg om at finde en løsning for indenrigsruten mellem Midtjyllands lufthavn og København, så borgere og virksomheder i hele landet har god adgang til indenrigsflyvninger – også midt- og vestjyderne, siger Steffen Damsgaard.

Midtjyllands ejerkommuner er Viborg, Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive og Struer.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.