De nordiske lande har i mere end fem år lanceret flere fælles udbud for indkøb af lægemidler. Brugen af disse udbud er blevet større og flere lægemidler er kommet med. Siden 2021 har miljøkriterier også været en del af udbuddene - og disse kriterier er med tiden blevet mere målrettet de udfordringer, verden står overfor, fx antibiotikaresistens.
Inddragelsen af miljøkriterierne har dog ikke betydet, at et tilbudsgivere har droppet at byde ind på udbudene, oplyser Amgros. Indkøbsselskabet har således modtaget tilbud på alle sine udbud. Og flere og flere leverandører deltager i de fælles nordiske udbud.
Amgros tilkendegiver, at det har været et komplekst og stort arbejde for alle landene at nå dertil, hvor miljøkriterierne i udbuddene er nået til i dag.
"Men efter, at vi har været processen igennem flere gange og afholdt mange dialogmøder med vores leverandører, er der stor opbakning – både til de fælles nordiske udbud og miljøkriterierne," lyder det i en pressemeddelelse.
- Det det er virkelig godt at opleve, hvordan lægemiddelvirksomhederne spiller sammen med os. Det viser, at de med årene er blevet mere fortrolige over for de nordiske udbud. Og at virksomhederne også selv har meget fokus på at være med til at bidrage til den bæredygtige dagsorden. Det synes jeg er rigtig positivt, uddyber Flemming Sonne, som er administrerende direktør i Amgros.
Vil gå forrest
I sit seneste udbud har Amgros valgt at fokusere på krav vedrørende antibiotika. Det skyldes, at Amgros og de andre nordiske indkøbsselskaber for medicin nu gerne vil være med til at mindske den stigende resistens.
I den proces har man lyttet til leverandørerne og taget udgangspunkt i en international standard, som skal bekæmpe antibiotika-resistens. Den internationale standard gør det lettere for leverandørerne at operere på et lægemiddelmarked, der i dag er globalt.
- I Norge er den bæredygtige dagsorden meget vigtig. Derfor er det rigtig godt, at vi hele tiden tager et step fremad med de fælles nordiske udbud. Og løbende samarbejder om at udvikle vores miljøkriterier. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at vi i Norden viser det øvrige Europa, at det rent faktisk kan lade sig gøre – både at tage hensyn til miljøet og sikre forsyningen af lægemidler, siger Tommy Juhl Nielsen, Divisjonsdirektør, divisjon legemidler, Sykehusinnkjøp Norge.
Både Island, Norge og Danmark kæmper med at sikre forsyningen af visse lægemidler. Særligt de ældre lægemidler. Derfor var det nu afsluttede udbud også rettet mod ældre velkendte lægemidler med forsyningsudfordringer.
I alt 14 leverandører har deltaget i dette seneste fælles nordiske udbud. Aftalerne træder i kraft 1. april 2025 og varer i to år med mulighed for forlængelse.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.