ODENSE: Det kunne ligne en fatal indiskretion, da det på et pressemøde i går tilsyneladende slap ud, at Odense også havde været i spil til det Apple-datacenter, som it-giganten vil bygge ved Viborg. Fatal fordi fortrolighed er en afgørende parameter, når internationale spillere i den størrelsesorden ledere efter samarbejdspartnere.
Men det var det ikke, i hvert fald ikke en indiskretion på pressemødet. Det var en misforståelse, der via nyhedsbureauet Ritzau bredte sig til andre medier, herunder dknyt. Den blev dog hurtigt rettet, og dknyt har da også slettet den fejlagtige oplysning fra gårsdagens nyhed om Apples indtog i Viborg.
Men hvor kom det med Odense så fra?
Jo, ved en lokalplanændring i december blev der i Tietgenbyen gjort plads til en datavirksomhed, som skulle bruge en grund på 500.000 kvadratmeter, som havde brug for at bygge helt op i 23 meters højde, og som skulle have adgang til masser af elektricitet. Ikke ligefrem en indiskretion, eftersom lokalplanændringeren var en umulighed uden offentlighed, men alligevel med potentiale for et formentlig uønsket fokus.
Odense Kommune gjorde sit bedste ved at lukke helt i, da Fyens Stiftstidende spurgte til det i december, men kikseren i forbindelse med Apple-pressemødet gjorde det nødvendigt for kommunes stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen at understrege, at Tietgenby-sagen fortsat er uafklaret. Lokalplanarbejdet fortsætter, som om intet var hændt og runder By- og Kulturudvalget på næste tirsdag.
Imens spekulerer Fyens Stiftstidende med kilders mellemkomst højlydt i, at det så nok er Google eller Amazon, der har kik på Fyn. På en måde også en slags indiskretion, men forhåbentlig ikke fatal.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.