dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Rapport: Forsvaret skal bruge markant flere penge på vedligehold

20 milliarder kroner er ikke nok til at undgå et vedligeholdelsesefterslæb, lyder det i rapport om Forsvaret.  
20. OKT 2025 10.14

Selv med en tocifret milliardindsprøjtning skal det årlige vedligeholdelsesbudget i Forsvaret hæves med 60 procent til næsten en milliard kroner om året, hvis ikke en nedslidning af kaserner og militærbaser skal gentage sig.

Det skriver Berlingske, som har fået aktindsigt i en censureret udgave af en rapport, der er udarbejdet af konsulentselskabet EY for Forsvaret.

- Der vil skulle tilføres flere midler til ordinært vedligehold, hvis der fremadrettet er et ønske om, at der ikke skal opbygges et (betydeligt, red.) vedligeholdelsesefterslæb igen, skriver konsulentselskabet i rapporten.

Forsvarsministeriet omtalte rapporten i en pressemeddelelse, som det udsendte i starten af maj, men sendte ikke rapporten med. Her lød det fra forsvarsministeriet, at det i analysen estimeres, at der er et "genopretningsbehov" på mellem 6,6 og 13,5 milliarder kroner.

Vedligeholdelsesudgifter kan stige

Rapporten, som Berlingske har fået aktindsigt i, viser ifølge avisen, at hvis politikerne ikke gør noget, vil vedligeholdelsesudgifterne stige og nå op på cirka to milliarder kroner om året. Det er tre gange så meget, som der er til rådighed i vedligeholdelsesbudgettet nu.

I rapporten lyder det, at det bedst kan betale sig at rive hver fjerde bygning ned. En stor del af efterslæbet er desuden på belægninger som asfalt og beton.

Berlingske understreger, at de fleste beløb og lister over de mest nedslidte forsvarsinstallationer er blevet censureret i rapporten.

Det lyder i rapporten, at kasernerne i Høvelte, Skive, Almegård og Vordingborg er hårdest ramt, og at halvdelen af nedslidningen tæller militærbaser og -installationer. Flyvestationerne i Karup og Aalborg samt Flådestation Frederikshavn er også blandt de mest nedslidte militærbaser.

Konsulentvirksomheden fremsætter tre scenarier, hvor der tilføres mellem 6,7 og 19,5 milliarder til vedligeholdelse og renoveringer. Men selv 19,5 milliarder er ikke nok til at undgå et efterslæb på 25 procent til ikkekritiske faciliteter, lyder det.

Et svømmebad på Høvelte Kaserne, som huser Den Kongelige Livgarde, blev i 2023 et billede på Forsvarets nedslidte kaserner. Nedrivningen af det begyndte i oktober i år - 2,5 år efter, skriver Berlingske.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/rapport-forsvaret-skal-bruge-markant-flere-penge-paa-vedligehold

GDPR