dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Region Nordjylland kræver øjeblikkelig handling
I marts kom det frem, at der var vandindtrængning cirka 110 steder i byggeriets facader. Det blev opdaget ved, at der lå vandpytter på hospitalets gulve. (Arkivfoto.)
Foto: Region Nordjylland

Region Nordjylland kræver øjeblikkelig handling

Hastesagen drejer sig om fugtophobning og vandindtrængen i de udførte facader på det igangværende byggeri Nyt Aalborg Universitetshospital - regionen vil nu have handling.
18. MAJ 2023 8.45

NORDJYLLAND: Region Nordjylland har fremsat en hasteanmodning om syn og skøn i forbindelse med det igangværende byggeri af Nyt Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst. Det oplyser regionen. 

Sagen drejer sig om fugtophobning og vandindtrængen i de allerede opførte facader på byggeprojektet. Region Nordjylland har indkaldt entreprenørerne MT Højgaard A/S og A.S. Facader, rådgiverkonsortiet INDIGO samt byggeledelsen Niras A/S til syn og skøn.

- Vi har handlet så hurtigt som muligt, da vi blev opmærksomme på problemet med facaderne. Derfor har vi også presset på for at få gennemført en hasteanmodning om syn og skøn. Det er både alvorligt og afgørende at få afklaret, hvem der bærer ansvaret for facaderne - og vigtigst af alt - at finde en løsning. Det er indlysende, at vi har brug for at komme hurtigt videre. Jo længere tid facaderne er fyldt med vand, desto større er risikoen for skimmelsvamp, og det bekymrer mig ærligt talt, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Håber på opbakning

Mads Duedahl og regionsrådet håber, at alle involverede parter vil støtte op om og bidrage til at sætte hastesagen i gang. 

- Jeg tror, jeg taler på vegne af de fleste nordjyder - vi har brug for at komme videre med sygehusbyggeriet og sætte de nødvendige tiltag i gang, så vi kan fortsætte byggeriet på en god måde, siger Mads Duedahl.

Det samlede hospitalskompleks forventes at dække et samlet areal på cirka 250.000 kvadratmeter med en anslået pris på 10 milliarder danske kroner, når det står færdigt.

hss

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.