Da det åbnede i sommeren 2023, var det med ambitionen om at tiltrække vandhunde med hang til høje temperaturer fra hele Sjælland. Men mindre end tre år efter viser det sig, at Saunaland ved svømmehallen i Ringsted i virkeligheden slet ikke kan tåle det, den er bygget til: Vand og varme, skriver Sjællandske Nyheder.
Nu lægger et nyt forslag op til, at Ringsted Kommune skal bruge 1,35 mio. kr. på at udbedre manglerne ved Saunaland ved Ringsted Sportscenter.
Det er ikke første gang, at byrådet sender penge i retning af Saunaland. I 2021 bevilgede Byrådet ad tre omgange i alt 3 mio. kr. til udførelsen.
Ifølge en sagsfremstilling til byrådet er der konstateret to væsentlige problemer, som kræver omfattende reparationer: Udendørsområdet ved saunaen er dårligt drænet, og grusunderlaget under belægningen bliver skyllet væk ved kraftige regnskyl.
For at forhindre faldulykker har kommunen midlertidigt udlagt skridsikre plader. En varig løsning vil kræve ny dræning og etablering af flisebelægning til en anslået pris på 600.000 kroner.
I sagsfremstillingen til sagen fremgår det, at manglerne "ikke kan tilskrives det udførte entreprenørarbejde", men står det til Lasse Mølholt (V), formand for Plan- og Boligudvalget, er én ting sikkert:
- Man skulle have tænkt det her ind fra starten. Det er slet ikke hensigtsmæssigt, at man nu ikke kan bruge saunaen til det, som den er skabt til, siger han til Sjællandske Nyheder.
Sagen ærgrer også Mette Ahm-Petersen (S), formand for Undervisnings- og Fritidsudvalget og spidskandidat for Socialdemokratiet.
- Jeg er ærgerlig over situationen med Saunaland og undrer mig over, at man ikke tænkte det her ind allerede for tre år siden, siger Mette Ahm-Petersen, der også hæfter sig ved, at man ikke har tænkt regnvandssikring ind i byggeriet - noget, Ringsted Kommune ellers er i fuld gang med at sikre adskillige steder i byen.
- I løbet af de sidste ti år har vi arbejdet med regnvandssikring, og det er overraskende, at man ikke har koblet det sammen med Saunaland tidligere. Der er klart plads til forbedring, siger hun til Sjællandske Nyheder.
Hvis byrådet senere godkender forslaget, vil udgifterne blive finansieret ved at fremrykke midler fra anlægspuljen for Ringsted Sportscenter. Sagen er endnu ikke behandlet politisk.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.