
Det bliver en ny leverandør i form af danske Comm2ig, der fremover skal levere computere og tastaturer og andet pc-tilbehør til Staten og Kommunernes Indkøbsservices (SKI) computeraftale "50.40 Computere og it-tilbehør".
Den nordsjællandske virksomhed har således slået Dustin af pinden og vundet udbuddet om at blive leverandør til de 84 kommuner, en region og en række andre organisationer, der udover staten har tilmeldt sig SKI-aftalen, der har en værdi af 3,2 mia. kr., oplyser SKI i en pressemeddelelse.
- Det er lykkedes os at forme en aftale, der dels imødekommer behovet for et bredt sortiment af computere, dels sætter nye, høje krav til bæredygtighed i værdikæden – dels sikrer kunderne attraktive og konkurrencedygtige priser. Det er en rigtig god aftale og resultatet af et konstruktivt samarbejde mellem kunder, marked og SKI, siger Christian Lunding, der er udbudsdirektør i SKI.
Aftalen består af et standardiseret sortiment inden for computere og tilbehør til administrative arbejdspladser fra producenterne Lenovo og HP samt de mest efterspurgte skolecomputere til skoleelever.
SKI fortæller, at det er svært at sammenligne priser på it-aftaler, der udbydes med års mellemrum, men indkøbsvirksomheden mener alligevel at have opnået besparelse på 1-2 pct. for de tilmeldte til aftalen.
Grønt fokus
I den nye aftale har SKI stillet nye miljø- og klimakrav helt fra produktionsled over produktmaterialer og -kapacitet til transport samt bortskaffelse.
Det indebærer bl.a., at der på den nye aftale vil være længere leveringstider for at understøtte en mere bæredygtig indkøbsadfærd. Derfor er der bl.a. indført miljøgebyr på bestillinger med kort leveringstid.
- Inden vi går i udbud, kortlægger vi aftaleområdets grønne værdikæde, så vi kan stille de helt rigtige, grønne krav. Hidtil har vi primært set på, hvad produkterne indeholder, hvordan de bliver produceret, arbejdsforhold, mv. Nu ser vi på, hvilke krav vi kan stille i et langt bredere perspektiv, og det afspejler sig i den nye computeraftale, siger Christian Lunding og fortsætter:
- Her har vi både produkter, der i sig selv er ’grønnere’, men vi nudger også it-indkøberne til at vælge leveringsvilkår fra producent, der reducerer det offentliges CO2-aftryk ved computerkøb, siger han.
Aftalen er nu i standstill frem til 26. august og forventes at træde i kraft den 7. september 2022.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.