dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Soldater får ny ammunition og mere træning fra forligsreserve
Soldater fra Slesvigske Fodregiment er her på øvelse i Oksbøl i 2023. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Soldater får ny ammunition og mere træning fra forligsreserve

To milliarder fra forsvarsforlig øremærkes i år til blandt andet it, kaserner, ammunition, træning og udstyr.  

Forsvarets tre værn kan se frem til tiltrængt ny ammunition og våbenudstyr. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tirsdag afsat to milliarder kroner til en række initiativer, der skal komme soldater i Forsvaret til gavn. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

De to mia. kr. er fra forligsreserven for 2025 og er de sidste midler øremærket i år, der manglede at blive afsat fra forsvarsforliget. Af de to mia. kr. skal 200 mio. kr. investeres i indkøb af ammunition, drivmidler, våbensigter og natkikkertbriller.

Der afsættes også 400 mio. kr. til at "styrke opgaveløsningen af Forsvarets kerneopgaver". Det er eksempelvis styrket uddannelse og træning af soldater, lyder det.

- Den sikkerhedspolitiske situation forstærker behovet for at få de afsatte midler under forsvarsforliget ud og arbejde, siger Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.

- Derfor udmøntes ca. 2,0 mia. kr.. Beslutningen bidrager til at accelerere opbygningen af Forsvarets kampkraft. Formålet er, at initiativerne kan få hurtig effekt i år.

Også Forsvarsministeriets it-infrastruktur skal have en overhaling i form af en investering på 300 mio. kr. Der er også fundet penge til at "reducere efterslæbet på vedligeholdet af Forsvarets kaserner". Her afsættes 200 mio. kr. De sidste godt 900 mio. kr. afsættes til "en række andre initiativer", der ikke uddybes i pressemeddelelsen.

Gennem en række politiske aftaler siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 skal der investeres for omkring 320 milliarder kroner i det danske forsvar frem mod 2033.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.