
I mere end et år har EU-Kommissionen undersøgt, om en støtte fra den danske stat til Postnord på 224 mio. kr. er lovlig. Nu kan både Postnord og Transportministeriet ånde lettet op, da kommissionen har konkluderet, at støtten overholder gældende regler, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Årsagen til sagen i EU-Kommissionen er, at den danske stat tilbage i 2020 besluttede at kompensere Post Danmark for i alt 224 mio. kr. Pengene skulle gå til opgaven med at levere reklamer, breve og pakker op til 20 kilo i alle kroge af landet under befordringspligten, som sikrer post i hele landet til de samme priser.
Midlerne skulle dække, at det er en underskudsgivende forretning at levere i hele landet, fordi der ikke bliver sendt så mange breve som tidligere. PostNords konkurrenter har gentagne gange kritiseret, at PostNord også konkurrerer inden for deres områder. Det gælder for eksempel logistik og stykgods.
Fortsat kritik fra brancheorganisation
På trods af at Postnord og den danske stat vandt denne sag i Europa-Kommissionen, mener ITD - Brancheorganisation for den danske vejgodstransport alligevel, at det er tid til at stoppe praksissen med statsstøtte til Postnord. Organisationen har tidligere selv klaget over støtte til Postnord.
- Helt grundlæggende er der slet ikke behov for, at staten skal holde Postnord kunstigt live med en strøm af skatteyderbetalte millioner. Det er spild af skatteydernes penge, for staten bør slet ikke drive vognmandsforretning, når der er private vognmænd og distributører derude, som kan løse opgaven, siger Henriette Kjær, politisk chef i ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport.
I 2021 blev regeringen og dens støttepartier enige om en kort forlængelse af aftalen om befordringspligten med Postnord, således at virksomheden varetager befordringspligten til og med 2022. Den korte aftale blev begrundet med, at man ville se, hvordan sagen faldt ud i EU-Kommissionen. Med afgørelsen bør der nu laves en ny model for for postbefordringen i Danmark, mener ITD.
- De seneste år er der lavet den ene midlertidige aftale efter den anden, der i sidste øjeblik har holdt Postnord kørende. Men det skal slutte nu, siger Henriette Kjær og fortsætter:
- Vi vil arbejde for, at der næste gang tages grundlæggende politisk stilling til Postnords rolle på markedet. Tiden er simpelthen løbet fra, at staten skal drive vognmandsforretning, og det er en stor del af danskerne enig i. Derfor vil vi fortsætte det politiske arbejde for et opgør med det statsstøttede Postnord, så vi kan få private vognmænd til at varetage de opgaver, der naturligt hører hjemme der, udtaler Henriette Kjær
PostNord er statsejet, da den danske stat ejer 40 pct., mens den svenske har 60 pct.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.