
- Vi har udbygget vores byer og landskaber. Der er ikke mere plads. Der er ikke mere land, og vi bruger for mange ressourcer. Derfor bliver vi nødt til at vende retningen, siger Nicolai Bo Andersen, centerleder for Center for Bæredygtig Bygningskultur ved Det Kongelige Akademi.
Verdens kulstofbudget er opbrugt om ganske få år, hvis vi skal holde os under 1,5 graders målet, påpeger han. Derudover har Danmark europarekord i kvadratmeter pr. indbygger, og byggesektoren står for mere end en tredjedel af de energirelaterede drivhusgasemissioner og op til det halve af materialeforbruget.
- Vi har overskredet seks af ni planetære grænser. Den eneste logiske konklusion er, at det ikke går. Det er både logisk i forhold til klimavidenskaben, men også nødvendigt, siger han.
Han argumenterer derfor for noget så vidtgående som et byggestop, for at vi i en periode kan undgå overtræk og give noget tilbage til planeten. En midlertidig standsning af fremtidigt nybyggeri i Danmark. I stedet skal vi bruge den bygningsmasse, der allerede findes.
- En nænsom renovering er oftest bedre end en dyb renovering, der er bedre end at rive ned og bygge nyt.
- Det gælder både i forhold til klima og miljø, men der er også studier, der peger på, at det gælder totaløkonomien. Det er billigere at renovere frem for at rive ned og bygge nyt, siger Nicolai Bo Andersen.
Selvom det umiddelbart kan lyde som et skridt tilbage, eller at man går på kompromis med noget, så handler det faktisk om det modsatte, siger han.
- En vigtig pointe er, at hensigten må være at sikre høj trivsel - og arkitektonisk kvalitet - for alle inden for de planetære grænsers rammeværk. Det handler om at få bedre kvalitet for færre ressourcer.
Bevar eller forklar
Tidligere har Nicolai Bo Andersen argumenteret for, at første skridt bør være et nedrivningsforbud. Et redskab der bl.a. skal være til rådighed i kommunerne.
- Vi kan konstatere, at der bliver revet en masse bygninger ned, også selvom bygningerne er SAVE-registreret (red. registrering af bygningens bevaringsværdi). Samtidig kan vi konstatere, at de redskaber, man har til rådighed i kommunerne, åbenbart ikke er tilstrækkelige.
- Nedrivningsforbuddet vil være at vende argumentationen på hovedet, eller det nogen kalder bevar-eller-forklar-princippet. Bevar som udgangspunkt det, der er, og hvis du absolut skal rive noget ned, så skal du have nogle rigtig gode argumenter, siger han.
Som tillæg til ikke at rive flere bygninger ned så mener han, at kommunerne i højere grad burde samarbejde på tværs af kommunegrænserne. At man i stedet for at tænke at hver kommune er i konkurrence med andre, så tænk det som en helhed.
- I stedet for kun at tænke hver for sig, så må man arbejde sammen på tværs og kigge på de kvadratmeter, der for eksempel ligger langs det eksisterende infrastrukturnetværk, og udnytte dem bedre. De kvadratmeter, der ikke er i Københavns Kommune, findes måske i Ballerup, Høje-Taastrup eller andre steder, siger Nicolai Bo Andersen.
Forureneren betaler
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har over for TV2 News sagt, at vi skal "sikre os, at når man river ned, så skal man betale for de klimaudgifter, der er ved at rive ned og efterfølgende bygge op, så vi får et mere ligeværdigt forhold til det bare at rive ned".
Noget som Nicolai Bo Andersen sige er en god start.
- Jeg er tilhænger af det princip, at forureneren betaler, hvis det rent faktisk var tilfældet. Det er det slet ikke i dag. Det man kalder eksternaliteter, det træk, der er på de ressourcer, der udvindes, og det affald, du laver, det bliver simpelthen ikke i tilstrækkelig omfang regnet med i det samlede regnestykke i dag.
- Hvis man gjorde det, så ville det blive meget dyrere at rive ned og bygge nyt, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.