
Medarbejdere fra Danmarks tidligere eneste adoptionsbureau, Danish International Adoption (DIA), får fra fredag ny arbejdsplads. Ankestyrelsen overtager medarbejderne fra DIA, i forbindelse med at styrelsen også overtager adoptionsformidlerens opgaver, efter at DIA tidligere har meddelt, at det lukker. Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.
- Vi forventer, at der er tale om 11 medarbejdere, men vi ved det ikke endeligt, da vi ikke har modtaget ansættelseskontrakter endnu. Medarbejderne overdrages med samme løn- og ansættelsesvilkår, som de har nu i DIA, skriver Ankestyrelsen i et skriftligt svar til Ritzau.
Medarbejderne er onsdag og torsdag blevet orienteret af Ankestyrelsen om nærmere omstændigheder omkring overdragelsen.
- Styrelsen ser frem til at byde medarbejderne velkommen og få glæde af deres kompetencer og store erfaring med adoptionsområdet, skriver styrelsen.
DIA har ikke formidlet adoptioner gennem lang tid, efter at Social- og Boligministeriet i januar suspenderede adoptioner fra de sidste fem lande, som DIA formidlede adoptioner fra. Sanktionerne kom oven på mediehistorier om rod i adoptionspapirer og ulovlige arbejdsmetoder.
DIA meldte i midten af januar ud, at organisationen så sig nødsaget til at lukke.
- Området for international adoption kan ikke længere, under de aktuelle vilkår i Danmark, drives af en ngo som vores, sagde Anne Friis, der var næstformand for bureauets bestyrelse, dengang.
Overtager igangværende sager
Helt konkret overtager Ankestyrelsen foruden medarbejderne DIA's igangværende adoptionssager, hjælp med adopteredes indsigt i egne sager, vejledning til kontakt til oprindelsesland og opgaven med at sende opfølgningsrapporter til afgiverlandet for de børn, der er adopteret til Danmark.
I forhold til igangværende adoptionssager drejer det sig om sager, hvor ansøgere i Danmark er matchet med et barn i udlandet, og sager, hvor ansøgere har tilmeldt sig DIA inden 16. januar i år og har en godkendelse til adoption. Ankestyrelsen skriver, at det drejer sig om 30 sager.
- Vi har allerede været i dialog med alle ansøgere i forbindelse med forberedelserne til opgaveovertagelsen. Ankestyrelsen vil kontakte alle ansøgere igen den 1. november 2024.
Det vil ikke være muligt for nye ansøgere at skrive sig på venteliste til international adoption på nuværende tidspunkt.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har for nylig meddelt, at hun vil finde en løsning for international adoption fremover.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.