
SYDDANMARK: Konsortiet bag byggeriet af Nyt OUH har indgået en aftale om, at totalentreprenøren JV CMB/Itinera får udsat afleveringstidspunktet med fire måneder på gund af coronakrisen, oplyser Region Syddanmark.
I løbet af foråret har det fx været svært at skaffe tilstrækkeligt mange håndværkere til byggeriet, der har stået på i et års tid. Coronakrisen har også givet ustabile leveringstidspunkter af materialer, der er blevet udskudt. Også sundhedsmyndighedernes retningslinjer har gjort det en smule mere besværligt.
Det er med udgangspunkt i Folketingets særlov om, at offentlige bygherrer kan undlade at opkræve bod som følge af corona-forsinkelser, der gør udsættelsen mulig.
- Under de vanskelige betingelser synes jeg, det er rimeligt, at vi som offentlig bygherre udviser ordentlighed og professionalisme og anerkender de tidsmæssige konsekvenser, som corona har haft på byggeriet. Vi er rigtigt glade for samarbejdet med JV CMB/Itinera. De har fulgt myndighedernes retningslinjer og taget gode forholdsregler for håndværkerne på byggepladsen under pandemien, siger Syddanmarks formand for anlægs- og innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S).
Derudover forsinker skærpede myndighedskrav til beskyttelse mod radioaktiv stråling og opførslen af delprojektet, der skal huse blandt andet nuklearmedicinsk afdeling og strålebehandling, med to måneder.
Nøgler i foråret 2023
Totalentreprenøren JV CMB/Itinera afleverer det nye universitetshospital til Region Syddanmark i foråret 2023. Derefter vil der gå en periode med forberedelse, før flytningen fra det nuværende universitetshospital til Nyt OUH kan finde sted.
OUH går nu i gang med at finde ud af, hvordan forsinkelsen påvirker de forberedelser, der allerede nu er i gang rundt på sygehuset.
Kilde: Region Syddanmark
Illustration: Region Syddanmark
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.