Henlagt elektronik hober sig op rundt i Europas små og store hjem. Og i de støvede skuffer og kasser ligger de byggesten, man kan skabe fremtidens digitale og grønne samfund med. En betydelig del af dem i hvert fald. Det er sådan, EU-Kommissionens miljøkommissær, Jessika Roswall, ser på sagen.
Hun har netop besøgt Danmark, mens hendes embedsfolk arbejder på et udspil senere i år om en styrket cirkulær økonomi og et indre marked for affald.
- Cirkularitet er vigtigt i forhold til klimaforandringerne, men i dag handler det også om modstandskraft og sikkerhed, siger Jessika Roswall til Ritzau før et møde med danske politikere på Christiansborg.
Onsdag 6. maj på deres ugentlige møde ventes EU's 27 kommissærer at tale om, hvordan EU's økonomi kan blive mere cirkulær. Cirkulær økonomi er et opgør med den klassiske brug og smid væk-kultur.
Man arbejder med at designe produkter til genanvendelse, forlænge levetiden og reparere i stedet for at producere nyt af jomfruelige råstoffer. De seneste års kriser har givet cirkulær økonomi en ny "eksistensberettigelse".
Cirkulær økonomi er en del af puslespillet
I en tid med krige og forsyningsvanskeligheder bør Europa reducere afhængigheden af blandt andet Kina, som har alle de komponenter, der skal bruges til grøn og digital omstilling, men som også har indført restriktioner på eksport, lyder det.
- Cirkulær økonomi kan sandsynligvis ikke løse alt, men det er en vigtig del af puslespillet i forhold til at blive mindre afhængige. Derudover arbejder vi også med andre ting, blandt andet når det gælder tilladelser til nye miner og andre forhold, siger Roswall.
På EU-plan er 12 procent af økonomien cirkulær - dog ikke for kritiske råstoffer, hvor det gælder 1 procent.
- Målet er at fordoble det frem mod 2030 (de 12 procent, red.), og det er absolut muligt. Jeg vil sige, at det er en nødvendighed. Når det gælder elektronisk affald, indsamler vi ikke nok. Så vi har i praksis en formue liggende i vores hjem. Og det er ikke længere en mulighed i dag, fordi vi har brug for disse materialer, siger Jessika Roswall.
Det er en opgave, der kommer med udfordringer. En af dem er, at det stadig er dyrere at bruge genanvendte materialer, end det er at producere med ubrugte ressourcer.
En anden er, at lovgivning bremser for, at affald og ressourcer kan bevæge sig frit rundt, så man kan skalere arbejdet med genanvendelse til et niveau, så omkostningerne kan nedbringes. Begge dele kan EU gøre noget ved eller hjælpe medlemslandene til at lette arbejdet med.
- Det er på en måde en no-brainer. Hvorfor går vi ikke videre? Hvorfor er vi ikke mere cirkulære? En årsag er nok, at vi har været i en lineær model i lang tid. Så det er på sin vis et teknologisk skift, og det tager altid noget tid, siger Jessika Roswall.
Opbakning fra Danmark
I Danmark får initiativet fuld støtte fra arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri. Og det er på en måde "lidt vanvittigt", som administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen udtrykker det. For det koster for virksomhederne, når de skal omstille sig, og når deres produkter genanvendes.
- Det er i hvert fald tankevækkende, at det er os i industrien, der råber for at skabe rammerne, så vi kan få mere genanvendelse. Men erhvervslivet er klar på at gøre det, siger Lars Sandahl Sørensen, som mødtes med Jessika Roswall under besøget i Danmark.
Fra DI er der fuld opbakning til kommissærens plan. Lars Sandahl Sørensen er optaget af, at der skabes et indre marked for affald, så også prisen for genanvendelse nedbringes.
- Vi har national lovgivning hver for sig, der simpelthen er en barriere for, at der bliver en kritisk masse og stor nok volumen til, at vi kan arbejde med det samlet i Europa, siger DI-direktøren.
Han er særligt bekymret for, at de kritiske råstoffer bliver mere og mere vanskelige at skaffe.
- Det øjeblik, vi ikke har adgang til de her ting overhovedet, fordi de sidder på kinesiske og andre hænder, står vi med et kæmpemæssigt kolossalt problem. Inden vi kommer dertil, skal vi være selvforsynende i højere grad, og det kan vi faktisk.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














