dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Chris Young, Polfoto

Tilsyn afviser kommunal Al Gore-mørklægning

En fortrolig kontrakt er ikke i sig selv grund nok til et afslag på aktindsigt
31. AUG 2015 13.55

RINGKØBING-SKJERN: Man kan ikke undslå sig for at give aktindsigt ved at indgå en fortrolighedsklausul med et eksternt firma. Det er beskeden til Ringkøbing-Skjern Kommune fra Statsforvaltningen, efter at kommunen med netop den begrundelse har afvist at oplyse, hvor stort honorar kommunen betalte til den amerikanske eks-vicepræsident og miljø-kendis Al Gore, da han gav et oplæg til kommunens stort anlagte energipolitiske arrangement i oktober sidste år.

Arrangementet, der også havde deltagelse af tidligere FN-våbeninspektør Hans Blixt, endte med at give kommunen et underskud på 1,4 mio. kr., efter at salget af billetter til eventen gik noget mere trægt end ventet. Kommunen mener dog ifølge borgmester Iver Enevoldsen (V), at man bør se initiativet i et større perspektiv end blot det økonomiske, og at arrangementet gav kommunen opmærksomhed hos både nuværende og potentielle samarbejdspartnere.

Men hvad enten det så var underskuddet på 1,4 mio. kr. værd eller ej, ville kommunen ikke ud med, hvordan underskuddet var landet på netop det beløb.

Erstatningsrisiko er ikke gangbar begrundelse
Kommunen afviste en anmodning om aktindsigt fra en journalist med den begrundelse, at kommunen i sin kontrakt med eventfirmaer Leadership in Time (LIT) havde underskrevet en klausul om hemmeligholdelse af kontrakten. LIT havde også i sin kontrakt med Al Gore en tilsvarende forpligtelse om fortrolighed, og hvis kommunen brød sit løfte om hemmeligholdelse, ville Al Gore kunne sagsøge LIT, som derfor ville kunne holde Ringkøbing-Skjern Kommune økonomisk ansvarlig.

Journalisten klagede over afslaget til Statsforvaltningen, der fører tilsyn med kommunerne, og Statsforvaltningen bestrider i sin afgørelse ikke, at kommunen risikerer et erstatningskrav. Det er bare ikke en gangbar begrundelse for at nægte aktindsigt i de økonomiske detaljer ved arrangementet.

Ringkøbing-Skjern Kommune har derfor fået besked på at behandle anmodningen om aktindsigt på ny. Hvordan denne fornyede behandling skal falde ud, har Statsforvaltningen ikke taget stilling til. Der er derfor som udgangspunkt ikke noget i vejen for, at kommune kan fastholde sit afslag, hvis der kan finde en holdbar begrundelse for det.

 

Læs Statsforvaltningens afgørelse her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.dkindkob.dk/artikel/tilsyn-afviser-kommunal-nobr-al-gore-nobr-moerklaegning

GDPR