
Hjemmeværnet får onsdag overdraget to nye patruljefly. De to fly af typen Twin Otter skal bruges til opgaver inden for overvågning, eftersøgning af forsvundne personer og til indsatser ved EU's ydre grænser. Flyene skal således løse opgaver både inden for rammerne af politiet, Forsvaret og EU-samarbejdet. Det skriver værnet i en pressemeddelelse.
- Vores frivillige soldater kan med de nye fly løse komplekse opgaver med endnu højere kvalitet. Det gør en stor forskel for vores frivillige soldater, at de nu i endnu højere grad kan bidrage til beredskabet og være med til at passe på Danmark, siger chef for Flyverhjemmeværnet Dennis Thagaard.
Aftalen om de to nye fly blev indgået allerede i 2023. Flyene leases gennem en otteårig aftale og skal erstatte to leasede patruljefly, der efter næsten otte år og godt 6800 timer på vingerne går på pension. De to nye patruljefly får base i henholdsvis Aalborg og Roskilde Lufthavn.
Flyene er udstyret med topmoderne kamera- og sensorudstyr, der gør det muligt at afsøge store områder fra luften. Det kan eksempelvis være i forbindelse med eftersøgning af forsvundne personer eller en redningsaktion på havet.
Flyene flyves af to piloter og en systemoperatør, der betjener sensorudstyret. Der er plads til yderligere otte specialister, som kan bidrage til opgaveløsningen.
Hjemmeværnets fly har tidligere deltaget i overvågningen af EU's ydre grænser og været på opgaver i Spanien, Italien og Grækenland. De nye fly overdrages officielt til Hjemmeværnet onsdag formiddag og forventes at være fuldt operative i første kvartal af 2025.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.